At EU er i krise kan få være i tvivl om. Brexit, italienske trusler om at nedlægge veto mod EUs budget, og udsigten til en mulig højrepopulistisk regering i Frankrig turde i sig selv være nok til at give de fleste EU-tilhængere dybe bekymringer. Men nu drages også en af de få markante sejre efter finanskrisen i tvivl: fundamentet under den fælleseuropæiske bankunion vakler.

At den europæiske bankunion har fået nye problemer, er kommet til overfladen i forbindelse med en planlagt revision af den europæiske regulering af kapitalkrav for banker. Kommissionen ventes at offentliggøre sit udspil i næste uge, men den tyske avis Frankfurter Allgemeine har set et udkast – og er alt andet end imponeret. Det forlyder, at Kommisionens udspil indeholder to aspekter, som vil være særdeles upopulære blandt tyske banker og politikere, nemlig at internationale standarder for bankers likviditet og kapital implementeres i europæisk lovgivning.

Dertil kommer, at udspillet efter sigende ikke indeholder et forslag om, at bankers beholdninger af statsobligationer skal risikovægtes, således at man kommer væk fra hidtidig praksis, hvor de har været behandlet som ”risikofrie” aktiver – og dermed udeladt af regnestykket, når der beregnes kapitalkrav for bankerne.

Netop den ændring i måden bankers beholdninger af statsobligationer reguleres, er for tyskerne en betingelse for, at man vil tage det sidste, afgørende skridt henimod fuld realisering af bankunionen, nemlig etablering af en fælleseuropæisk indskudsgaranti. Kort fortalt siger tyskerne: vi vil under ingen omstændigheder garantere græske eller italienske borgeres indskud i deres banker, før det kræves af disse banker, at de har en kapitalbuffer, der kan absorbere eventuelle tab på deres beholdninger af eksempelvis græske og italienske statsobligationer.

Den tyske position virker umiddelbart ganske rimelig. Tanken om at statsobligationer per definition er risikofrie virker betydeligt mindre plausibel i dag, end den gjorde før finanskrisen. Flere europæiske lande har i løbet af de senere år været hårdt presset med at servicere deres statsgæld, og selvom ingen endnu har forsømt deres gældsforpligtelser, kan man ikke længere med sindsro sige, at sådanne scenarier er helt utænkelige. Europæisk statsgæld er ikke ”risikofri”.

Når Kommissionen alligevel ikke har fundet plads til at indføre risikovægtning af statsobligationer i forbindelse med sin revision af den europæiske regulering af bankkapital, så ligger der tungtvejende årsager til grund. For det første ville det bringe EU ud af trit med USA, som ikke forventes på nogen som helst måde, at ville acceptere, at amerikanske statsobligationer skulle risikovægtes. USA vil naturligvis ikke være forpligtet af Kommissionens forslag – pointen er blot, at EU ville skulle gå solo på dette område, og det må forventes, at europæiske banker ville protestere voldsomt imod at blive mødt med hårdere kapitalkrav end deres amerikanske konkurrenter.

Dernæst er der det ikke ubetydelige spørgsmål om euroens overlevelse. Det vurderes af flere iagttagere, at EU lovgivning der indebærer risikovægtning af statsobligationer og fortsat italiensk medlemskab af EU, er to uforenelige elementer. Det er svært at forestille sig, at risikovægtning af statsobligationer kan indføres meningsfuldt, uden at der bliver tale om en differentiering – således at kapitalkravene for beholdninger af italienske statsobligationer bliver større end tilsvarende kapitalkrav for tyske statsobligationer, for eksempel. Det korte af det lange er, at den italienske banksektor – som har store beholdninger af italienske statsobligationer – vil komme i meget store problemer, hvis risikovægtning af statsobligationer bliver et lovkrav i EU. Og hvis Italien føler sig tvunget til at træde ud af euroen for at forhindre, at dens banksektor kollapser, vil resten af euroen så kunne holde sammen – eller vil det være den slagside, der bringer den europæiske valutaunion til fald? Det er et eksperiment, som Kommissionen har valgt at styre udenom.

Om end den beslutning virker særdeles fornuftig, så efterlader det bankunionen i en sørgelig forfatning. Det ser nu mere end ualmindelig svært ud at få bankunionens tredje søjle, den fælleseuropæiske indskudsgaranti, på plads indenfor en overskuelig fremtid. Det virker sandsynligt, at sydeuropæerne – og i den her omgang måske især italienerne – vil få skylden i den offentlige diskurs. Det bringer os til de to førnænvte forslag, som faktisk er med i Kommisionens udspil, men som er så upopulære i Tyskland: minimumskrav til bankernes likviditet og kapital.

Indførsel af en fælleseuropæiske leverage ratio på 3 % vil i korte træk betyde, at europæiske bankers samlede aktiver (udlån mm) højst må være 33 gange så store, som deres kernekapital. Sådan lyder allerede den internationale Basel standard, men i EU har man indtil videre danset uden om at få lige præcis det krav indarbejdet i europæisk lovgivning. Hvorfor? Fordi indførslen af et maksimum for bankers gearing vil bringe en række af de største tyske og franske banker i store problemer med solvensen.

Selvom det var en enkelt, italiensk bank – Monte dei Pasci di Siena – der klarede sig dårligst og stjal overskrifterne, da det europæiske bankagenturs stress tests blev offentliggjort for et par måneder siden, så var testens øvrige resultater mindst lige så væsentlige. 21 af de 51 banker, der blev testet, vil klare et negativt makroøkonomisk scenarie dårligt, i den forstand at deres kernekapital med udgangen af 2018 vil være kommet under 4 % – og dermed faretruende tæt på minimumsgrænsen. Af disse 21 banker, var de 15 store tyske, franske og hollandske banker. Og tre af de største tyske banker– inklusiv Deutsche Bank – ville endog ende på under 3 % i kernekapital. I evalueringen af disse resultater skal man ikke være blind for at det negative makroøkonomiske scenarie, som det europæiske bankagentur lægger til grund for sine stress tests, traditionelt har været relativt milde eller ”skånsomme”, især sammenlignet med praksis i USA.

Det korte af det lange er, at der må forventes betragtelig modstand mod Kommissionens forslag. Store dele af den europæiske banksektor opererer fortsat på et meget tyndt kapitalgrundlag og bevæger sig derfor i realiteten bekymrende tæt på insolvens. I et EU der er hårdere presset end nogensinde før, både politisk og økonomisk, vil det være op ad bakke for denne type lovgivning, selvom meget ellers kunne tale for, at EU følger de internationale standarder og indføre et maksimum for bankernes gearing.

Det, der står tilbage, er på den ene side en bankunion, der mangler en af sine tre søjler – den fælles indskudsgaranti – og hvor de to andre, det fælles europæiske banktilsyn og den fælles afviklingsmekanisme, har hver sine almindelig anerkendte mangler og udfordringer. Den fælleseuropæiske afviklingsinstans vil efter otte års indbetalinger fra bankerne råde over den fyrstelige sum af 55 mia euro – et beløb hvis størrelse i bedste fald er morsomt, når man tager størrelserne af de store europæiske bankers balancer i betragtning. Deutsche Banks aktiver beløber sig eksempelvis til 1400 mia euro. På den anden side har vi en europæisk banksektor, der fortsat er særdeles skrøbelig og reelt er lige så stort et problem for det europæiske projekt, som den var da finanskrisen først fandt vej til Europa – og sendte euroen til tælling, mindst et par gange.

Det korte af det lange er, at den fælleseuropæiske ”bankunion” er ren kosmetik. Der ikke meget andet tilbage af den, end det glittede papir på invitationerne og den svage genlyd af trompeternes fanfare, da projektet blev lanceret for et par år tilbage.

Først bragt af Finans, den 21/11-2016