Når vi om få dage tænder kalenderlyset, overtager tyskerne formandsstafetten i den magtfulde G20-kreds fra kineserne. Næste G20 topmøde finder sted i Tyskland i juli måned næste år, men startskuddet til det tyske formandskab lyder allerede 1. december. Kilder tæt på processen antyder, at de tre centrale temaer for det tyske formandskab bliver robusthed, ansvarlighed og bæredygtighed. For hver af disse tre søjler forventes der at være en liste af policy prioriteter, som Angela Merkel snart vil løfte sløret for.

I en tid præget af højrepopulisme i både USA og Europa, er det Angela Merkels personlige troværdighed – som en politiker der insisterer på at tænke udover snævre nationale interesser – der er det internationale samfunds største håb. Det er Merkel selv, der er den fjerde og vigtigste søjle.

Under temaet robusthed forventes tyskerne især, at italesætte behovet for at reducere både privat og offentlig gæld til niveauer, hvor den kan håndteres. Opgørelser fra IMF estimerer, at verdens samlede gæld er nået op på 225 % af verdens BNP, hvor en tredjedel af gælden er offentlig og to tredjedele privat. Der er derfor al mulig grund til at sætte fokus på gæld. Men problemets kerne kan være en del tættere på Merkel selv, end hun er klar over – og bryder sig om at tænke på.

Eurozonen er hårdt presset, både politisk og økonomisk. Væksten er lav, arbejdsløsheden høj, og inflationsraten er fortsat bekymrende lav, på ca 0,4 % Trods den europæiske centralbanks massive støtteopkøb af statsobligationer og værdipapirer i godt halvandet år nu, er de europæiske bankers udlån mere eller mindre uændrede. Set i det lys, er trenden for den europæiske banksektors non-performing loans (NPLs) særligt bekymrende. Især i sammenligning med den tilsvarende udvikling i USA:

Non-performing loans (NPLs) as a share of total loans

Kilde: Peterson Institute for International Economics, 2016.

Faktum er, at ingen sektorer er så tungt sadlet med gæld, som banksektoren, og ingen så hårdt som den europæiske. Selv otte år efter finanskrisens udbrud – og på trods af storstilede fælleseuropæiske ”rekapitaliseringsprogrammer” – opererer mange af de største europæiske banker med en kernekapital på så lidt som 3-5 % af deres samlede aktiver. Og ikke uden ironi, er problemerne allerstørst i en håndfuld af de største tyske banker. I det europæiske bankagenturs seneste stress tests var 15 af de 21 banker, der klarede et negativt makroøkonomisk scenarie dårligst netop de store tyske, franske og hollandske banker. Tre af de største tyske banker– inklusiv Deutsche Bank – ville endog ende på under 3 % i kernekapital.

Det er en kendt sag, at tyndt kapitaliserede banker er dårlige til to ting: at få lavet afskrivninger på dårlige lån og at finansiere nye (gode) lån til private virksomheder. Meget af den kritik, der lød fra vestlig side, da den japanske banksektor var i dybe problemer op igennem 1990erne, lyder i bedste fald hul i dag. Vi har ikke fået den europæiske banksektor reformeret og rekapitaliseret, så den er bare tilnærmelsesvis ”robust” i dag – og kan spille den vækstskabende rolle, som vi forventer. At Deutsche Bank pt opererer med en leverage ratio på kun 3,5 %, med en egenkapitalforrentning på blot 1 % – og med så lidt som 2 % af de samlede aktiver dedikeret til udlån til virksomheder – giver ikke Angela Merkel den bedste taleposition over for de øvrige statsledere i G20. Gæld og sårbare banker er et kæmpe problem i Europa i almindelighed, og i Tyskland i særdeleshed. Og den eneste farbare vej frem, er den type bankreformer, som alle Europas statsledere – med Merkel i spidsen – hopper og danser for at slippe uden om.

Først bragt af Finans, den 28/11-2016.