”Det kan godt være at en katastrofe blev undgået før jul, men tro ikke at problemerne med Italiens banker er overstået”. Sådan indledte Financial Times sin Brussels Briefing i onsdags. Allerede fredag henunder aften var der dårligt nyt til italienerne. Det canadiske ratingfirma DBRS sænkede sin rating af italiensk statsgæld, fra A til BBB. Selv om det kan synes fjernt hvad et firma i Canada måtte mene om statsgæld i Italien, så har beslutningen stor, konkret betydning for italienerne.

Tre faktorer blev fremhævet af DBRS, som bevæggrund til den lavere rating for italiensk statsgæld: et stærkt reduceret politisk råderum for vitale økonomiske reformer; et banksystem hæmmet af et alarmerende højt niveau af dårlige lån; og en offentlig gældsbyrde der efter en årrække med minimal økonomisk vækst er vokset til 130 % af Italiens BNP. Til sammen gør disse faktorer, at Italien anses for meget sårbar overfor negative økonomiske eller politiske chok.

Analytikere havde allerede forud for nedjusteringen beregnet, at de italienske banker ville skulle bruge 6,7 milliarder euro ekstra i statsobligationer for at opretholde et uændret låne-niveau. Når kvaliteten af de statsobligationer der bruges som sikkerhedsstillelse falder, må kvantiteten af dem forøges. Isoleret set er 6,7 milliarder euro ikke et overvældende beløb. Men for Italien, hvis banksektor er usædvanligt hårdt presset med dårlige lån, er timingen ikke god.

Parallelt med denne uheldige markedsudvikling, udspiller der sig et drama i Bruxelles. Nok proklamerede den italienske regering for nylig, at der var sat 20 mia euro af til hjælp til nødlidende italienske banker – men det svære er ikke så meget milliarderne, som det er at finde en måde at støtte bankerne på, som er spiselig for Kommissionen og de andre EU medlemslande.

Italien står overfor en meget vanskelig proces i de kommende uger, hvor dens ”foregribende rekapitalisering” af Monte dei Pasci di Siena (MPS) skal godkendes af EU. Sagen skal blandt andet forbi Margrethe Vestagers bord, hvor det vil blive afgjort om den er i overensstemmelse med EU’s regler for statsstøtte. Det forlyder, at især tyskerne følger processen nøje. Det er bankunionens princip om, at en banks kreditorer skal hæfte for bankens forventede tab, fremfor at regningen sendes videre til skatteyderne, som tyskerne er nervøse for at den italienske redningsindsats for MPS bryder med.

Iagttagere forudser, at hvis det princip ikke respekteres til fulde, så vil den smule appetit på yderligere økonomisk integration i Eurozonen som tyskerne måtte have tilbage, forsvinde som dug for solen. På den modsatte side er italienerne nervøse for, at hvis tyskerne står fast på at bankunionens principper lægges til grund – selvom der teknisk set er tale om en rekapitalisering, ikke om en bank resolution – så risikerer man i yderste konsekvens at gøre Italien til ”et nyt Grækenland”.

I virkeligheden er den italienske redningsplan for MPS en ”make or break” testkørsel på EU’s nye regler for håndtering af bankkriser, konstaterer Financial Times. Resultatet er afgørende ikke bare for det italienske banksystem og for den europæiske bankunion, men for hvilke scenarier for fortsat økonomisk integration man realistisk vil kunne forestille sig fremadrettet.

Jakob Vestergaard. Bragt først af Finans den 16/1-2017 (‘Markant nedjustering presser Italien – bankunionens skæbnetime rykker nærmere’).

Foto af Mocita Diane.