Finansiel politik

Trump’s “opgør” med Wall Street

2017-01-23_06-35-15

Under den amerikanske valgkamp gentog et bestemt mønster sig: Hver gang meningsmålingerne viste fremgang for Trump, reagerede finansmarkederne med skræk og nervøsitet. Investorer solgte amerikanske aktier og købte statsobligationer i stedet. Dollaren svækkedes, frygten for fremtiden tog til. Men efter at Trump blev valgt, reagerede finansmarkederne pludselig modsat. Skræk og nervøsitet var nu erstattet af optimisme. Amerikanske aktier steg, og dollaren ramte sit højeste niveau i 13 år. Hvad var der sket?

Flere analytikere har peget på, at Trump i sine første politiske udmeldinger efter valgsejren fokuserede på skattelettelser, deregulering og investeringer i infrastruktur – mens han til gengæld afstod fra at tale om sine protektionistiske, handelspolitiske visioner. Så måske skyldtes finansmarkedernes kovending, at Trump i ugerne efter valget havde held til at signalere, at han ville føre en vækstskabende kurs uden betydelige risikoelementer?

Troen på at Trumps økonomiske program vil styrke den økonomiske vækst har helt sikkert spillet en rolle. Men det har formentlig været lige så afgørende, at Trump hurtigt signalerede, at hans opgør med »the establishment« ikke ville omfatte et opgør med Wall Street – som hans valgkamp ellers havde mere end antydet.

Blandt Trumps første udnævnelser var en række personer med en karriere hos Goldman Sachs, den magtfulde amerikanske investeringsbank. Steve Mnuchin, en hedge fund-milliardær, der var ansat af Goldman Sachs igennem 17 år, bliver USAs nye finansminister; Steve Bannon, også med en fortid hos Goldman Sachs, får i rollen som chefstrateg en afgørende indflydelse på Trumps politiske og økonomiske strategi, og sidst, men ikke mindst blev den fungerende direktør for Goldman Sachs, Gary Cohn, udnævnt til den magtfulde post som chef for præsidentens Nationale Økonomiske Råd.
Senere er Jay Clayton, jurist for Goldman Sachs i årevis, udnævnt til ny leder af det amerikanske finanstilsyn (SEC), og Dina Powell og Anthony Scaramucci, henholdsvis partner og tidligere ansat i Goldman Sachs, er udpeget til økonomiske rådgivere for præsidenten.

Med udsigt til skattelettelser for de rigeste og for virksomhederne og til deregulering af de amerikanske finansmarkeder forsvandt erhvervslivets bekymringer over Trump som præsident tilsyneladende som dug for solen. En amerikansk økonomi, der vækstmæssigt i forvejen klarede sig hæderligt, så nu pludselig overordentlig attraktiv ud for investorerne.

I Financial Times var forsidehistorien i weekenden forud for indsættelsen, at Wall Street fremstår som den helt store vinder af overgangsperioden fra præsidentvalget i november til Trumps indsættelse. Aktiekurserne på amerikanske finansielle virksomheder har oplevet en »historisk fremgang«, fremhæves det; Standard og Poors’ index for de 500 største banker er steget 24 procent siden Trumps valgsejr, og den samlede gevinst i perioden for landets 63 største finansielle virksomheder beløber sig til over 450 milliarder dollars. Når dertil lægges, at Trump – som ellers under valgkampen kritiserede Hillary Clinton heftigt for hendes alt for tætte forbindelser til Goldman Sachs – har udpeget et helt hold af Goldman Sachs-folk til at lægge USAs økonomiske strategi, forstår man optimismen på Wall Street.

Lidt malurt i bægeret kom der dog i kølvandet på den forgangne uges pressekonference, den første Trump har holdt siden umiddelbart efter valget. Finansmarkedernes amerikanske optimisme kølnede betydeligt. Både dollaren og aktiekurserne faldt, som konsekvens af at finansmarkederne »genovervejede implikationerne af Trump som præsident«, som det hedder i den finansielle presses termer. Foruden skuffelsen over at Trump ikke benyttede lejligheden til at fortælle om sin regerings forventede økonomiske politik, rapporteres investorer især at være bekymret over Trumps angreb på medicinalindustrien og hans nye protektionistiske udfald imod især Mexico og Kina.

Den slags udmeldinger har givet anledning til fundamental bekymring. Kan man fortsat regne med, at Trump står for deregulering, hvad angår reglerne for det amerikanske erhvervsliv, herunder medicinalindustrien? Og når Trump kun godt en uge inden indsættelsen slog fast, at muren langs grænsen til Mexico vil blive bygget, og at mexicanerne kommer til at betale for den, på den ene eller den anden måde, har man så været for hurtig til at konkludere, at Trump nok ikke mente det så alvorligt med valgkampens stærkt protektionistiske kurs?

Hvad angår handelspolitikken, var pressekonference et alvorligt wake-up call. Mange investorer måtte pludselig indse, at de havde ”underspillet risikoen for handelspolitisk protektionisme”, som Paul Donovan, cheføkonom i den schweiziske bank UBS, udtrykte det. Der er ikke megen tvivl om, at Trumps protektionisme vil skabe stor international usikkerhed og storpolitiske spændinger, og det er i sig selv bekymrende – også for den globale økonomis almene tilstand.

Dertil kommer, at der kan stilles meget store spørgsmålstegn ved, om Trumps protektionistiske strategi vil gøre noget godt for den amerikanske økonomi. Der er ikke mange økonomer, der tror på, at Trumps kombination af deregulering, skattelettelser og handelsprotektionisme vil udrette de mirakler for væksten og for handelsunderskuddet, som Trump forestiller sig, når han proklamerer, at han vil vise sig at være »den største jobskaber, Gud nogensinde har skabt«.

Mange erhvervsfolk håber, at Trump ikke vil kunne gennemføre sine protektionistiske visioner. At Kongressen vil nægte at sanktionere meget høje toldsatser på varer fra Kina eller en told på 10 procent på al import, som er nogle af de ideer, der er fremsat af Trump eller kredsen omkring ham. Men optimisterne overser, at den amerikanske præsident med hjemmel i to særlove har ubegrænsede beføjelser på det handelspolitiske område.

Det er dog ikke sådan, at Trump behøver at gå enegang for at realisere sine protektionistiske visioner. Når Trump i næste uge skal i gang med at lægge sin plan for sine første 100 dage som USAs præsident, kan han med fordel vælge at tage fat i den skattereform, som Paul Ryan, den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, lancerede i juni som et led i sin Better Way-plan for USA.

En central del af planens skattereformpakke var et forslag om at indføre en såkaldt border adjustment tax, en grænse-justeret skat. Trump har for nylig tweetet, at virksomheder, som »ikke producerer i USA«, kan forvente at komme til at »betale en stor grænse-skat«. Tanken er at give fradrag i skatten på en sådan måde, at det skaber en effekt, der svarer til indførelse af importtold og eksportsubsidier. En amerikansk virksomhed, der importerer varer fra udlandet, vil ikke længere kunne fratrække værdien af importen fra sin skattepligtige indtjening – hvorfor den skat, virksomheden skal betale, bliver større. Hvis virksomheden derimod køber en tilsvarende vare inden for USAs grænser, vil der være en stor besparelse at hente på skatten, da denne udgift (fortsat) vil kunne trækkes fra virksomhedens skattepligtige indtjening. På tilsvarende måde planlægges det, at virksomheder kan fratrække deres eksportindtægter fra virksomhedsbeskatningen. For hver 10 dollar, en virksomhed tjener på eksportmarkederne, vil virksomhedens skattepligtige indtjening altså blive reduceret med 10 dollar.

Forslaget er sød musik for Trump og hans hold af protektionistiske rådgivere og ministre. Men det får en temmelig ublid medfart i de analyser, der hidtil er lavet. Kernen i kritikken er, at selv om forslaget muligvis vil kunne mindske USAs underskud på handelsbalancen, vil det have en række andre negative effekter, fra stigende dollarkurs, til faldende handelsvolumen og økonomisk afmatning. Analytikere fra Barclays Capital estimerer, at allerede i løbet af et enkelt år vil USAs BNP falde med mellem 1 og 1,5 procent.

Det er svært at forudsige, hvordan Trumps protektionisme konkret vil tage sig ud. Men det er ikke noget dårligt bud, at Ryans skattereform kommer til at spille en central rolle, og at ministeriernes handelspolitiske kontorer rundt om i verden gør klogt i at vænne sig til en ny term, »grænse-justeret skat« – og begynde at forberede sig på de tvister, det helt sikkert vil give anledning til i Verdenshandelsorganisationen WTO i de kommende år.

Jakob Vestergaard. Bragt i Weekendavisen (den 20/1), under titlen “Trump og ‘Government Sachs'” (1. sektion, s.10).

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s