Alle har til det sidste håbet på, at en aftale kunne nås inden Eurozonens finansministre mødes i dag. Men nu tyder meget på, at IMF, EU og Grækenland ikke når til enighed om udløsning af de 7 milliarder euro, som udgør den tredje og sidste del af den redningspakke parterne blev enige om i sommeren 2015.

Det er ganske vist først til sommer at grækerne for alvor for brug for pengene, men alle havde håbet og satset på, at en aftale kunne laves nu i februar. Med parlamentsvalg i Holland i marts og præsidentvalg i Frankrig i april, var det forudset, at hvis ikke en aftale kunne indgås inden dagens Eurogruppemøde, så ville aftalen meget nemt komme til at hænge til sent på foråret – hvilket er det sidste både Grækenland og det europæiske samarbejde har brug for.

Iagttagere konstaterer samtykkende, at vilkårene for at nå en aftale vil blive alt andet end bedre, hvis forhandlingerne skal køre parallelt med to valgkampe, hvor befolkningernes fortsatte tilslutning til det europæiske projekt forventes at blive blandt de helt centrale temaer. Potentialet for politisering vil være stort, og de involverede parters manøvrerum tilsvarende reduceret. Og hvordan den politiske virkelighed ser ud i Euroland på den anden side af de hollandske og franske valg er svært at spå om. Skulle vi nå frem til maj eller juni, inden parterne for alvor kommer til forhandlingsbordet igen, vil vi være godt inde i optakten til det tyske parlamentsvalg i september – og potentialet for politisering vil bestemt ikke være blevet mindre.

Parterne har med andre ord haft al mulig grund til at sætte alt ind på at nå til enighed i dag. Forlydender går på, at den græske premierminister, Alexis Tspiras, vil kunne få parliamentarisk opbakning til at give grønt lys for en nedsættelse af den skattefrie indkomst og for reduktion af pensionsudbetalingerne, mod til gengæld at kunne lave lempelser på blandt andet moms og virksomhedsskatter. Der, hvor der tilsyneladende ikke kan opnås enighed, er mellem IMF og de europæiske institutioner.

IMF rapporteres at stå hårdt på, at en del af grækernes gæld skal eftergives og at det krav, der stilles til det primære overskud på Grækenlands offentlige finanser skal sænkes. Det lyder formentlig som det rene Omvendtslev i de flestes ører. Men humlen er, at IMF ikke fortsat vil tage del i lånefinansieringen, hvis ikke der foreligger en økonomisk bæredygtig plan for tilbagebetalingen. Og det mener IMF ikke længere, at der gør.

Grækenlands gæld er nu så høj og væksten så beskeden, at det er en illusion, at forestille sig at tilbagebetaling på de gældende vilkår er mulig, siger IMF. Ifølge IMF’s analyse vil Grækenlands gæld vokse fra sit nuværende niveau på knap 180 % af BNP til 275 % af BNP i 2060.

Til IMFs krav om gældseftergivelse har det europæiske svar været blankt afvisende. Lad os lige huske hinanden på, at intet land, nogensinde i historien, har fået så meget gældseftergivelse som grækerne siden finanskrisen, lød det i forleden fra Klaus Regling, chefen for den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM), på kronik spalteplads i Financial Times. Jeffrey Sachs, økonomi professor ved det ansete Columbia University i USA, tog allerede dagen efter kraftigt til genmæle ved at nominere Regling’s kronik til årets absolut ringeste. De europæiske institutioner bliver nødt til at se sandheden i øjnene, hvis EU skal bevare sin troværdighed fremadrettet, sagde Sachs: uden gældseftergivelse, ingen fremtid for Grækenland i Eurozonen.

Klaus Regling’s grundlæggende synspunkt er, at så længe de europæiske statsledere fortsat er villige til at refinansiere den græske gæld på meget generøse vilkår, så er gælden nærmest per definition økonomisk bæredygtig. Hvis bare renten er lav nok, og løbetiden kan strækkes tilstrækkeligt langt ud i fremtiden, så kan gælden håndteres, fremfører Regling.

Som svar på Regling’s bemærkning om de meget generøse vilkår for redningspakkerne til Grækenland, har IMF efterfølgende understreget, at sådanne generøse vilkår jo netop må og skal være afhængige af implementering af aftalte reformer og af at aftalte mål for de offentlige finanser løbende indfries. Netop derfor er det så vigtigt, siger IMF, at de benchmarks der aftales, er realistiske. Ellers vil man blot bevæge sig fra det ene svigt til det næste, uden at grækerne får en realistisk chance for at hive sig op af hængedyndet.

Dønningerne går højt, med andre ord, både i og uden for de officielle forhandlingers regi. Og midt i hele dette særdeles højspændte økonomiske diplomati blev Grækenland så ramt af dårlige nyheder fra maskinrummet her kort før weekenden. Efter at 2016 havde vist tegn på fremgang for den økonomiske vækst, så viste nye tal at BNP i Grækenland faktisk var faldet i årets sidste kvartal. De tal, kan der naturligvis fortolkes længe på, men en ting er sikkert: det er for tidligt, at vide sig sikker på, at Grækenland er tilbage på sporet, for så vidt angår den økonomiske vækst.

De nye økonomiske nøgletal er især prekære fordi Kommissionens forudsigelse for Grækenlands vækst i 2017 lyder på 2,7 %. Det nye negative tal for fjerde kvartal af 2016 vil give anledning til, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved prognosen for 2017. Hvis Kommissionens væksttal allerede nu ser ud til at være for optimistiske, så vil det uvægerligt få betydning for debatten om den græske statsgælds økonomiske bæredygtighed. Hvis den græske vækst stagnerer, eller ligefrem falder, er det svært at se anden vej frem, end den IMF peger på. Men spørgsmålet er, om det er en farbar vej i et ”europæisk” valgår, hvor modstanden mod euroen og EU i det hele taget, synes at stå stærkere end nogensinde. En ting er sikkert: det græske problem bliver ikke nemmere at løse, efterhånden som ugerne går.

Jakob Vestergaard, først bragt i Finans, den 20/2-2017 (samme titel).