I mandags mødtes Eurogruppens finansministre til et møde, der var imødeset med stor spænding. Ville de europæiske institutioner, IMF og Grækenland kunne nå til enighed om udbetaling af tredje og sidste del af den redningspakke parterne enedes om i sommeren 2015? Eller ville uenighederne vise sig at være for store?

Det var især med tanke på det parlamentsvalget i Holland i marts og præsidentvalget i Frankrig i april, at der var nervøsitet for udfaldet. Ville en manglende håndtering af Grækenlands-spørgsmålet kunne give vind i sejlene til hollandske og franske politikere med en stærkt EU-skeptisk kurs? Og hvad ville det betyde for Grækenlands chancer for at få en aftale på plads senere på foråret, hvis redningspakken til Grækenland gik hen og blev et centralt tema i valgkampen i Holland og Frankrig? – Pludselig så det ud til, at udfaldet af Eurogruppens møde i mandags kunne risikere at få en afgørende betydning for det europæiske projekts fremtid.

Usikkerheden omkring udfaldet af forhandlingerne skyldtes især, at IMF og de europæiske institutioner i ugerne op til mødet var kommet gevaldigt på kollisionskurs. IMF havde få uger foruden for de afgørende forhandlinger offentliggjort en rapport om Grækenlands økonomi, som stillede alvorlige spørgsmålstegn ved redningspakkens fortsatte legitimitet. Grækenlands gæld er nu så høj og væksten så beskeden, sagde IMF, at det er en illusion, at forestille sig at tilbagebetaling på de gældende vilkår er mulig. Ifølge IMF’s analyse ville Grækenlands gæld vokse fra sit nuværende niveau på knap 180 % af BNP til 275 % af BNP i 2060.

Eurogruppens møde i mandags endte i en slags tomhed, – intet er tabt, intet er afgjort. Eurogruppens leder, hollænderen Jeroen Dijsselbloem, prøvede ganske vist at sælge resultatet af mødet som et gennembrud. Men man skulle ikke kigge ret dybt i kortene for at se, at det i bedste fald var den mindst tænkelige sejr, og i værste fald et sindrigt kamufleret selvmål.

Forud for mødet var tre emner udpeget, som centrale for forhandlingerne: nye reformkrav, mål for overskuddet på de offentlige finanser, samt fornyet gældseftergivelse. Den korte historie er, at mens der var fremskridt på spørgsmålet om yderligere reformkrav, forblev det meget uklart i hvilken retning pilen peger på de to andre spørgsmål.

Iagttagere tæt på processen beretter om, at Tsipras skal have givet tilsagn om at sænke grækernes skattepligtige indkomst og reducere pensionsudbetalingerne, tiltag der til sammen forventes at forbedre Grækenlands offentlige finanser med hvad der svarer til 2 % af BNP. Det forlyder imidlertid også, at den græske regering umiddelbart efter mødet cirkulerede et uofficielt notat, der understregede, at den aftale man havde indgået, var finanspolitisk neutral. For hver ekstra euro opkrævet i indkomst skat og sparet ved reducerede pensionsudbetalinger ville den græske regering få lov til at give en euro i skattelettelser, nedsat moms eller ekstra ydelser til særligt udsatte.

Den udlægning understøttes delvist af Dijsselbloems udtalelser på pressekonferencen. Her lagde han vægt på, at målet er at bevæge sig væk fra besparelser (austerity) og over imod strukturreformer og vækstfremmende tiltag. Hvad der imidlertid fortsat er uklart, er hvilke krav man fremadrettet stiller til grækernes overskud på de offentlige finanser. Holder Eurogruppen fast i kravet om 3,5 % i overskud fra 2018, er det svært at se hvordan Tsipras skal kunne finansiere de lempelser af virksomhedsbeskatning og moms, som han hævder at have fået i kompensation for øget indkomstskatteopkrævning og reducerede pensionsudbetalinger.

Afklaring af disse spørgsmål afventer nu resultatet af nye forhandlinger i Athen, på embedsmands-niveau. I den forbindelse er det værd at bemærke, at aftalen i mandags reelt ikke er meget mere end en hensigtserklæring, hvad Dijsselbloem da også anerkendte på pressemødet. Konkret betyder aftalen derfor først og fremmest, at yderligere ”åben konfrontation” mellem parterne er suspenderet midlertidigt, mens forhandlingerne fortsætter i Athen.

En af de centrale knaster er, at IMF har insisteret på at aftalen kommer til at indebære yderligere gældseftergivelse til grækerne, hvilket adskillige medlemsstater – anført af Tyskland, Holland og Finland – hidtil har afvist at ville medvirke til. Når Tyskland samtidig insisterer på, at der redningspakkens fortsatte eksistens står og falder med IMFs deltagelse, så kan man roligt tale om en fastlåst situation.

Det er ikke nogen hemmelighed, at europæerne er voldsomt irriterede over IMFs ageren i de seneste uger. Især IMFs insisteren på, at den græske gæld har nået et niveau, hvor den ikke længere er økonomisk bæredygtig, hvorfor gældeftergivelse er uomgængelig, giver anledning til dybe panderynker blandt de europæiske forhandlere.

Den utaknemmelige opgave det er, at sætte kursen for IMF’s holdning i Grækenlands-spørgsmålet er tilfaldet Poul Thomsen, dansk økonom og chef for IMF’s Europa afdeling. Under Thomsens ledelse er IMF i dag modstander af yderligere besparelser på Grækenlands offentlige finanser. At forsøge at komme fra det overskud på ca 1 % af BNP, man havde i 2016, op til et overskud på 3,5 % af BNP i de næste år – som Eurogruppen presser på for – vil ifølge Thomsen og hans kollegaer i IMF underminere det håb om økonomisk vækst som 2016 har givet anledning til. Endelig så det ud til at en moderat økonomisk vækst ville kunne bide sig fast og slå rod, efter syv år med en recession så slem, at den vurderes at overgå hvad USA oplevede under Depressionen i 1930erne. IMF peger på, at yderligere besparelser netop nu, med nærmest usvigelig sikkerhed, vil kvæle den smule vækst, der var på vej – og dermed undergrave udsigten til at Grækenland kan få økonomien tilstrækkeligt på fode igen, til at kunne servicere sin efterhånden enorme statsgæld..

IMF er altså stærk fortaler både for et lavere mål for overskuddet på Grækenlands offentlige finanser og for yderligere eftergivelse af gæld – fordi begge dele af IMF ses som nødvendige forudsætninger for økonomisk vækst i Grækenland. Men i mange EU-lande er modviljen mod at lempe på vilkårene for grækerne ualmindelig stor. I flere lande er spørgsmålet allerede blevet en faktor i de indenrigspolitiske positioneringer. I Tyskland har Christian Lindner, formand for det liberale parti, FPD, gjort sig til fortaler for at Grækenland skal ud af euroen, mens Martin Schulz, den nyudnævnte formand for SPD, det tyske socialdemokrati, i skarpe toner advarer mod græsk exit og plæderer for ”finansiel fleksibilitet” overfor grækerne. Grexit er med andre ord allerede nu en del af den tyske valgkamp – selvom der er mere end seks måneder til valget

Det, der taler for, at Grækenland, IMF og de europæiske institutioner trods betydelig uenighed måske alligevel vil kunne nå frem til en aftale indenfor de næste par måneder, er at uden aftalen vil den græske statskasse være tom, når vi når frem til juli måned – og så vil en græsk exit fra Eurozonen, være et af de scenarier, man må regne med. Med udsigt til potentielt skæbnesvangre valg i både Holland, Frankrig, og Tyskland i løbet af det næste halve år, vil parterne formentlig gå langt for at undgå at have en sort græsk sky hængende over det europæiske projekt i netop denne periode.

Det, man omvendt kan frygte er, at en endelig aftale hverken bliver fugl eller fisk, men endnu et mudret kompromis, som ikke bringer os nærmere en varig håndtering af Grækenlands økonomiske krise – eller af det politiske problem som den græske krise i stigende grad udgør for resten af Europa.

Jakob Vestergaard. Først bragt i Weekendavisen (24/2-2017), under titlen ‘Græsk livline’.