Handelspolitik

Når intet nyt, er dårligt nyt: Trump’s tale til kongressen skuffer

shutterstock_283689917

Der har været stigende utålmodighed i amerikansk erhvervsliv og på finansmarkederne i de seneste uger. Trumps regering har nu rundet 40 dage på kontoret – og alligevel ligger stort set alle aspekter af USA’s fremtidige økonomiske politik hen i det uvisse. Bortset fra den smule man kan gætte sig frem til baseret på Trumps mange tweets.

Det var en af mange grunde til at Trumps første tale til den amerikanske kongres var ventet med betydelig spænding. NU måtte der omsider komme nogle mere konkrete meldinger på retningen for amerikansk økonomisk politik i de kommende år. Talen er blevet godt modtaget for at være betydeligt mindre konfrontatorisk end tidligere talere – men i forhold til de forventninger der var, om at vi omsider ville få en konkretisering af Trumps økonomiske politik, skuffede den fælt.

Og skuffelsen er så meget desto mere alvorlig fordi Trumps udmeldinger på den økonomiske politik på lange strækninger slet ikke hænger sammen. Vi hører om massive skattelettelser, til højre og venstre – men også om store offentlige investeringer, i infrastruktur og militær. Hvordan skal det spille sammen med en republikansk kongres, der næppe vil lægge ryg til offentlige finanser, der ikke er nogenlunde i balance?

Og hvad med handelspolitikken og USA’s internationale relationer? Efter voldsomme udfald mod Kina og Mexico, og trusler om voldsomt store toldsatser, var det så ikke på tide at give verdenssamfundet en pejling på hvad det er for et internationalt handelsregime pilen peger på? Kommer forslaget om grænsejusteret skat til at spille en central rolle – sådan som nogle håber, og andre frygter? Det spørgsmål afventer virksomheder verden over med stigende utålmodighed en afklaring af.

Men Trumps tale gav ingen pejling på hverken det ene eller det andet. Talen var politisk set fuldstændig tom på de centrale emner. Trump refererede ganske vist til, at hans hold arbejder på at udvikle en ”historisk skattereform” for at styrke amerikanske virksomheders konkurrencevilkår – og for at give den amerikanske middelklasse ”massive skattelettelser”. Men det var så dét – ingen detaljer om hvordan og hvorledes.

Trump nævnte også det kontroversielle forslag om grænsejusteret skat, som Paul Ryan, republikanernes formand for repræsentanternes hus, har presset på for at få Trumps hold til at gøre til omdrejningspunktet fra USA’s fremtidige handelspolitik. Men han forpligtede sig ikke det mindste.

I den anden af de i alt to sætninger i hele talen, der handlede om handels- og skattepolitk, sagde Trump at ”mange lande opkræver høje toldsatser på amerikanske varer men når udenlandske virksomheder sender deres produkter til USA er der stort set ingen opkrævninger fra amerikansk side”. Det er faktuelt en heftig forvridning af virkeligheden – men Trump vil sikre, at der fremover er en ”level playing field” for amerikanske virksomheder og arbejdere. Hvordan han vil gøre det, er der fortsat ingen der aner. Formentlig ikke engang ham selv.

Hvad angår økonomisk politik var Trump’s tale helt uden kalorier, uden nogen form for politisk konkretisering. Det var et skridt frem og mindst to tilbage. Erhvervslivet, finansmarkederne og verdenssamfundet spørger fortvivlet sig selv og hinanden: hvor længe vil der gå, inden der kommer forpligtende og konkret politiske udmeldinger, som man kan tage pejling af og disponere efter?

Jakob Vestergaard. Først bragt i Finans, den 1. marts 2017.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s