Europæiske banker

Italienske zombiebanker skramler videre: Japan om igen?

2017-04-21_16-08-01

Den italienske bank Unicredit rejste for nylig 13 mia euro for at styrke sin kapitalpolstring og den nødlidende Monte dei Paschi di Siena (MPS) er kommet under kompetent behandling i de europæiske institutioner, så nu kan vi ånde lettet op. Den italienske banksektor er sikkert på vej tilbage på sporet. Sådan kunne det se ud, men det er desværre langt fra tilfældet – hvis man spørger forfatterne til en ny stor rapport fra Bruegel, Europas førende tænketank på finansiel regulering og økonomisk politik. I Bruegel rapporten sammenligner Christopher Gandrud og Mark Hallerberg situationen i de italienske banker med japanske bankers problemer fra starten af 1990’erne og fremefter. Konklusionen er, at italienske banker – trods ihærdige forsøg på rekapitalisering og håndtering af dårlige udlån – fortsat er meget skrøbelige. De italienske bankers sårbarhed er fortsat en alvorlig akilleshæl for den europæiske banksektors robusthed.

Som tilfældet var i Japan i 1990erne, er en stribe af de italienske banker i virkeligheden en slags zombie banker, som nok slæber sig videre, fra år til år, men som på grund af store problemer med dårlige udlån er meget lidt aktive med ny långivning til virksomheder. Den Europæiske Centralbanks (ECBs) definition på et dårligt lån (non-performing loan), er et lån hvor låntager i mere end 90 dage har forsømt at betale de aftalte renter og afdrag – og i Italien udgår de dårlige lån mere end 16 % af den italienske banksektors samlede aktiver. En bank er en zombie hvis dens beholdning af dårlige udlån ikke er så stor, at den er insolvent, men stor nok til at dens evne til at yde ny långivning til erhvervslivet er meget begrænset.

Set fra en samfundsøkonomisk vinkel er problemet med zombie banker, at de er det sidste, man har brug for i et land, der har siddet fast i recession i snart ti år og haft nærmest ingen vækst i tyve år. Banker der ikke yder nye lån, er ikke nogen synderlig hjælp i Italiens kamp for omsider at få skabt en økonomisk vækst, der kan afhjælpe landets store gælds- og arbejdsløshedsproblemer.

Om end Italien på ingen måde er alene om at kæmpe med store stigende problemer med dårlige lån, så er ikke tilfældigt at Bruegel rapporten fokuserer på Italien. Problemet er særligt stort i Italien – og Italien er så stor en økonomi, at en bankkrise dér nærmest uundgåeligt vil give alvorlige efterdønninger i resten af Europa.

2017-04-21_16-25-07

Når Italienske banker fortsat sidder uhjælpeligt fast i problemet med dårlige udlån, er det ikke fordi, der ikke er viden om, hvordan dårlige udlån håndteres, understreger Bruegel-rapportens forfattere. Erfaringer fra Japan har vist, at tre faktorer er afgørende for at dårlige lån i bankerne kan håndteres effektivt. For det første er det væsentligt, at banken er tilstrækkelig velpolstret til at kunne bære de tab der måtte være for at afskrive dårlige lån. Dernæst er det afgørende at en uafhængig reguleringsinstans er i stand til at identificere problemet og sætte sig igennem med et krav om, at det håndteres. Og sidst men ikke mindst har det vist sig at være vigtigt, at man råder over de nødvendige redskaber til at sikre en velordnet afhændelse af de dårlige udlån.

Rapportens forfattere peger på, at det for Italiens vedkommende især er redskaberne, der mangler – og incitamenterne til at bruge dem. I løbet af 2016, har italienerne gjort flere forsøg på at stable en stor privat finansieret fond på benene, som skulle have det formål at opkøbe dårlige udlån fra de italienske banker, med henblik på realisering af de værdier der var stillet som sikkerhed for lånene, eller videresalg til andre investorer. Men de beløb man har kunnet rejse på den måde, har været alt for små til at kunne gøre en forskel.

Det paradoks, Bruegel rapporten påpeger, er at både banker og stater har god mulig grund til at skubbe problemet med bankernes dårlige udlån foran sig. Det er på kort sigt langt det bedste for dem. Dårlige udlån gør først ondt på bankernes balance, når man begynder at afskrive dem – gældende bogføringsregler (IFRS 39) stiller kun krav om at allerede realiserede tab bogføres, ikke tab som med rimelighed kan forventes. Og så længe de dårlige udlån bliver på bankerne balance, slipper politikerne for at bruge statens offentlige finanser til at absorbere tabene, med alt hvad det ville indebære af forklaringsproblemer over for vælgerne.

Fra næste år bliver bogføringsreglerne lavet om på netop dette punkt, således at banker skal bogføre forventede tab på sine udlån (IFRS 9). Men meget kan nå at gå galt inden da. Og selvom de nye regler vil være et skridt i den rigtige retning for så vidt angår bankernes incitamenter til at håndtere de dårlige udlån på en hensigtsmæssig måde, så kan de på kort sigt presse en stribe i forvejen svagt kapitaliserede italienske banker yderligere.

Jakob Vestergaard. Først bragt i Finans, den 15/3-2017.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s