Det forlyder fra pålidelige kilder, at briterne vil forsøge at forhandle sig frem til, at det europæiske bank-agentur (EBA) og det europæiske medicinal agentur (EMA) kan forblive i London efter Brexit. Den britiske Brexit minister, David Davies, citeres for at udtale, at der absolut ingen beslutning er taget om de to europæiske institutioners fremtidige placering. Det vil tværtimod være et spørgsmål, som vil skulle indgå i Storbritanniens forhandlinger med EU om vilkårene for dets udtræden af fællesskabet, udtaler David Davis. I Bruxelles finder man det mildest talt ikke oplagt, at forestille sig at to agenturer, der har til opgave at føre tilsyn med EU-landenes bank- og medicinalindustrier, fremadrettet skulle være lokaliseret uden for EU.

Den britiske udmelding kommer få uger før det forventes, at Donald Tusk, Europarådets præsident, offentliggør kriterierne for hvordan EU vil vælge blandt kandidaterne til at være værtsby for de to agenturer efter Brexit. I begge tilfælde forventes der at være godt en håndfuld stærke kandidater – og København spås at være med i opløbet om værtsskabet for det europæiske medicinal agentur, i tæt kamp med blandt andet Amsterdam, Milano og Barcelona. For det europæiske bankagenturs vedkommende anses Frankfurt og Paris som favoritter.

Der er tradition for, at der kæmpes endog meget hårde kampe mellem medlemsstaterne, når der skal findes værtsbyer til fælleseuropæiske institutioner. Silvio Berlusconi trak overskrifter, da han i 2001 argumenterede for at et nyt agentur for fødevarestandarder ikke skulle placeres i Helsinki men i den norditalienske by Parma, fordi ”finnerne jo ikke engang ved hvad prosciutto er”. Det kan på ingen måde udelukkes, at briterne har en tilsvarende følelse af intra-europæisk overlegenhed, når det gælder finans- og bankvirksomhed.

Da det europæiske bankagentur blev placeret i London i januar 2011 var den centrale faktor i beslutningen da også netop Londons meget store finansielle sektor. Målt i samlede aktiver er Londons finansielle sektor mere end 50 % større end den finansielle sektor i både Paris og Frankfurt. Ifølge tal fra tænketanken Bruegel er handelsbalancen for London finansielle sektors mere end ti gange bedre end både Paris, Frankfurts og Amsterdams, hvortil kommer, at den skattebetaling den finansielle sektor bidrager med, er langt større i London end i nogen anden europæisk by.

Så briterne kan med nogen ret føle, at de har en særlig høj status i europæisk finans- og bankvirksomhed. Men der er alligevel langt derfra og så til for alvor selv at tro på, at EU skulle kunne finde på at lade det europæiske bankagentur forblive i London på den anden side af Storbritanniens medlemskab af EU. Det skønnes i Bruegel-rapporten, at 30.000 finansielle arbejdspladser står til at flytte fra London til andre EU medlemslande efter Brexit. Lige så bekymrede britiske politikere er for dette store tab af arbejdspladser, lige så tørre er de tårer der grædes i Paris, Frankfurt og Amsterdam, hvor mange af arbejdspladserne forventes at flytte hen. Frankrig og Tyskland må forventes at ville kæmpe en hård kamp for at vinde det terræn, som tabes af London efter Brexit – inklusiv værtsskabet for det europæiske bankagentur.

Hvis det er urealistisk at forestille sig, at London kan beholde det europæiske bankagentur efter Brexit, hvorfor så disse udmeldinger fra briternes Brexit minister? Iagttagere spekulerer i, at den britiske udmelding kunne være en slags forhandlingstaktik; man fremsætter et krav over for EU, i forventning om at kunne få kompensation på andre områder for senere at give afkald på det. Men hvor meget mening giver udmeldingen som taktisk udspil i Brexit forhandlingerne? Opnår briterne andet end at gøre det tydeligt for enhver, hvor svag dets forhandlingsposition er? Hvis man kun har så svage kort at spille, ville det så ikke være bedre at undlade at spille dem?

Måske er den mest plausible forklaring på briternes udspil, at det er indenrigspolitik snarere end udenrigspolitik. Man viser indadtil, at man kæmper mod EU og for arbejdspladser i London. Den slags er der stemmer i.

Jakob Vestergaard, først bragt i Finans, den 19/4-2017.