Eliter rundt om i verden spørger sig selv, hvorfor opbakningen til økonomisk integration og frihandel tilsyneladende er vigende. Spørger man internationale eksperter, er svaret, at folk frygter for at miste deres jobs – og at løsningen er den stort hyldede danske flexicurity model. Men det kan aldrig være mere end halvdelen af svaret. Der er stærkt behov for oprigtig anerkendelse af de arbejdstagere og virksomhedsejere, som er globaliseringens sande helte, men vores globaliseringssprog sidder desværre fortsat uhjælpeligt fast i uforvarende nedgørelse.
”Making globalization work for all” var temaet da Udenrigsministeriet og Dansk Erhverv forleden inviterede til en stort anlagt konference i København. På talerlisten var prominente gæster fra udlandet – fra OECDs general sekretær, Angel Guerria, til EUs handelskommisær, Cecilia Malmström – såvel som danske politikere og erhvervsfolk på højeste niveau.
Jo, det hænder at arbejdstagere mister deres job, eller at en virksomhed må dreje nøglen om, som resultat af benhård konkurrence fra udlandet, sagde finansminister Kristian Jensen. Men hver gang der ryger et job, bliver der skabt et nyt. Faktisk skaber globaliseringen typisk flere arbejdspladser, end den dræber, lød det.
Kristian Jensen berettede i sin tale om sin mors udelte glæde, da han landede sit første job i en bank. ”Med et job i banken, er din lykke gjort; det job kan du beholde til du går på pension!”, skal hun have sagt. Om det var derfor Kristian Jensens karriere tog en anden retning, fortæller historien ikke noget om, men med hæveautomaternes indtog i den danske banksektor, blev der over en kort årrække 10.000 færre stillinger som bankekspedienter. Samtidig opstod der dog mere end 10.000 nye jobs i bankerne, i form af bankrådgivere, forklarede Philipp Schröder, professor i økonomi fra Aarhus Universitet. En slags job forsvinder, nye jobfunktioner opstår.
Joachim B Olsen tog over, hvor Kristian Jensen slap. Er den danske regering nervøs for den internationale konkurrence? Overhovedet ikke. ”Bring it on!”, sagde han. Konferencen gav et meget klart indtryk af, at vi har det englænderne og nordjyderne ville kalde en ”feisty” regering. Det gjaldt lige fra Joakim B Olsens ”bring it on”, til Kristians Jensens begejstring ved tanken om det næste årtis teknologiske udvikling, og til undervisningsminister Merete Riisagers fyndord om at vi ”jo må beslutte os for om vi vil vinde eller tabe”. Den attitude, kan man kun have respekt for.
De udenlandske gæster hyldede Danmark for langt hen ad vejen allerede at have fundet løsningen på globaliseringens udfordringer. Danmarks flexicurity model – altså kombinationen af et fleksibelt arbejdsmarked, et solidt bistands- og dagpengesystem, og stærke aktiveringspolitikker – fremhæves som et centralt element i at få globaliseringen til at arbejde for alle, og ikke kun for et flertal, i en nylig rapport udgivet af Valutafonden (IMF), Verdensbanken, og Verdenshandelsorganisationen (WTO)
Ironien er dog, at vi lever en tid, hvor man på ingen måde kan tage for givet, at der er politisk opbakning, til at foretage de investeringer i uddannelse og i arbejdsmarkedsinstitutioner, som er nødvendige for at etablere, fastholde og videreudvikle flexicurity systemer rundt om i verden.
Dertil kommer, at flexicurity formentlig kun vil være halvdelen af løsningen, hvis den folkelige opbakning til åbne økonomier og åbne samfund skal kunne sikres fremadrettet. Fremtidssikring vil i lige så høj grad afhænge af, hvordan vi møder de mennesker, der har mistet deres job, eller er gået konkurs med deres firma. Er de ”tabere” som ikke har ”klaret den”? Nej, det er de ikke. De er globaliseringens helte, der har taget nogle alvorlige slag på fælleskabets vegne. Som vi derfor skal både hylde og støtte maksimalt i at komme videre.
Hvis vi kan balancere tendensen til at individualisere vores performance på arbejdsmarkedet og i erhvervslivet med en bevidsthed om, at i en globaliseret økonomi kan forskellen på optur og nedtur sjældent reduceres til et spørgsmål om den enkeltes indsats og dygtighed, så er der håb. Omvendt, hvis vi ikke evner at indarbejde den balance i måden vi italesætter globaliseringen og laver arbejdsmarkedspolitik på, ser det ikke godt ud. Heller ikke for Danmark.
Jakob Vestergaard. Først bragt af Finans, den 2/5-2017.
Categories: Globalisering, Handelspolitik
GLOBAL ØKONOMI 
Nej, det hænder ikke bare en gang imellem at danske arbejdstagere mister deres arbejde i den globaliserede verden, – det sker hver dag og hele tiden. Det er planlagt og uden hensyn til de mange der rammes heraf. Der er konsulenthuse, der har specialiseret i at opsøge virksomheder og tilbyde dem at “optimere” det økonomiske resultat hvor løndelen er den bærende besparelse.
Udviklingen præsenteres posivtivt som dansk erhverlsliv trang til at erobre verden, men er samfunds skadelig virksomhed.
Det er sjældent de samme personer der får andel i de nye jobs som struktur forandringer medfører og mange af de nye jobs er uattraktive lavtlønsjob i service og rengørings sektoren. De går som deltids og vikar job til især nye på arbejdsmarked.
Det er derfor naturligt at de overflødig gjorde vender sig mod en udvikling der ødelægger deres tilværelse. Det burde de hyldes for og ikke latterligøres sådan som globaliserings tilhængerne gør.
Man kan kun håbe der i Danmark på et tidspunkt opstår en stærk politisk retning der sætter en stopper for den samfunds skadelige virksomhed der finder sted i disse år.
Tak for din kommentar! Har du kendskab til analyser af hvilke industrier og erhverv der især er blevet ramt af den internationale konkurrence i de seneste ti år? Har 3F eller andre forsøgt at lave statistik på antal tabte arbejdspladser? Det ville jeg i givet fald være meget interesseret i at høre nærmere om.