Da den nyvalgte franske præsident, Emmanuel Macron, mandag mødte Angela Merkel i Berlin, afstedkom det en potentiel U-vending i tysk Europa-politik. Merkel kom tilsyneladende Macrons dagsordener i møde selv på områder hvor tyskerne normalt er særdeles skeptiske.

Siden Kohl aflagde besøg hos Mitterand i 1982, har det været tradition at nyvalgte franske og tyske præsidenter på første arbejdsdag efter indsættelsen aflagde deres modpart et besøg. Således også for Emmanuel Macron, der tog turen til Berlin i mandags, for at mødes med den tyske kansler, Angela Merkel. Øverst på dagsordenen var fransk-tysk samarbede om fælles europæisk lederskab.

Det lå ikke i kortene, at det ville blive nemt. Macrons vision for europæisk samarbejde går en del længere end der kan forventes bred opbakning til i Tyskland. Centralt i Macrons program står forslaget om et særskilt eurozone-budget, med dertil hørende fælles finansminister for eurozonen. I Tyskland fortolkes den slags forslag ofte som upassende snigløb på den tyske statskasse. Den tyske avis Bild var da heller ikke sen til at spørge, ”hvor dyr bliver Macron for os?”

På den baggrund gik mødet mellem de to statsledere overraskende godt. Merkel stillede sig for en stor del bag Macrons visioner for det europæiske samarbejde. Hun understregede, at et velfungerende Europa kun er muligt, hvis vi har et stærkt Frankrig, og åbnede sågar op for muligheden for traktatændringer, hvis det skulle blive nødvendigt.

Omvendt forsikrede Macron om, at fælles udstedelse af Eurozone obligationer ikke vil komme på tale som finansiering af Eurozone landenes eksisterende gæld, men kun som en mulig kilde til finansiering af fælles investeringer fremover. Læg dertil, at Macrons første udnævnelser – med Eduard Philippe i spidsen, som ny fransk premierminister – ligger klart til højre for midten i fransk politik. Det har formentlig bidraget betragteligt til det gode humør i Berlin forleden.

Det spørgsmål, der står tilbage, er, om Merkels meget imødekommende attitude vitterligt signalerede et kursskifte i tysk Europapolitik – eller om det snarere var kansler Merkels første træk i den tyske valgkamp. En alliance med Macron frem imod de to landes minister-topmøde i juli måned – i kølvandet på det franske parlamentsvalg i juni – ville absolut give mening som en taktisk udmanøvrering af Martin Schulz, Merkels hovedmodstander ved parlamentsvalget i september.

Schulz har lagt afstand til sin egen tidligere kritik af Tysklands stramme fokus på finanspolitisk ansvarlighed, i et forsøg på at berolige vælgere, der er nervøse for tysk eftergivenhed over for andre EU lande. Formålet har utvivlsomt været, at gardere sig imod angreb fra CDU på disse meget følsomme spørgsmål, ved at lægge sig så tæt på Merkels positioner som muligt.

Med Merkels udmeldinger i mandags, og signalerne om tæt parløb med Macron om visionære planer for det europæiske samarbejdes fremtid, har Merkel imidlertid gjort det betydeligt sværere for Schulz at føre valgkamp på netop det område, hvor hans troværdighed og strategiske fordel ellers så stærkest ud, i kraft af hans mange år som ledende figur i det europæiske samarbejde.

En anden, mindre kynisk udlægning, kunne dog også være at CDUs sejr i weekendens tyske delstatsvalg har givet Merkel mod på at tage de første skridt i en kursændring, hun oprigtigt mener, er nødvendig, for at sikre et fortsat velfungerende EU samarbejde. Fremtidssikring af euroen og EU ville være betragtelige sejre at kunne føje til et i forvejen imponerende politisk CV, i hvad der ser ud til at blive Merkels næste og sidste periode som tysk kansler.

Jakob Vestergaard. Først bragt i Finans, den 18/5-2017.