Få dage efter annonceringen af en storstilet, statsfinansieret afvikling af to italienske banker står det klar at de politiske efterdønninger bliver massive. Kan bankunionen overleve? Og var det dødstødet til præsident Macrons ambitiøse agenda for øget økonomisk integration i Eurozonen?

Det kom uventet for de fleste, da det mandag blev annonceret, at den italienske stat ville bruge 125 milliarder kroner på at afvikle to nødlidende italienske banker – Veneto Banca og Banca Popolare di Vicenza. Kritikere fremhæver at løsningen bryder med europæiske principper på to afgørende måder. For det første var meningen med EU’s bankunion netop at forhindre, at skatteydernes penge blev brugt til at redde europæiske banker. For det andet tilsiger EU’s konkurrencelovgivning, at statsstøtte til private virksomheder er konkurrenceforvridende og derfor ulovlig.

EU kommissionen navigerede uden om sidstnævnte princip ved at argumentere for, at fordi midlerne bliver brugt på at afvikle bankerne – som altså forsvinder ud af markedet – så er der ingen konkurrenceforvridende effekt. I fraværet af konkurrenceforvridning var det acceptabelt for EU kommissionen, at den italienske stat brugte offentlige midler til at forhindre meget voldsomme økonomiske tab for husholdninger, investorer og virksomheder i den Venetianske region. Hvordan man så undgår, at implikationen bliver, at enhver fremtidig afviklingsprocedure herefter er hævet over EU’s konkurrencelovgivning, kan være svært at se.

Kritikere peger på, at EU’s accept af italienernes store redningspakke er et alvorligt selvmål også for den finanspolitiske disciplin i Eurozonen. En redningspakke på 125 milliarder kroner svarer i runde tal til knap 1 pct af Italiens BNP. EU kommissionen har i sin seneste prognose vurderet, at Italiens statsgæld ville stige fra 132,6 % i år til 133,1 % af BNP næste år, for derefter at falde til 132,5 % i 2018. Den prognose blev i forvejen betragtet som usædvanlig optimistisk, men at man nu har givet grønt lys for en redningspakke i størrelsesordenen 1 % af BNP, gør det nærmest utænkeligt, at Italien vil lykkes med at få vendt udviklingen inden for nær fremtid. EU kommissionen har i realiteten kastet det hvide håndklæde i ringen, når det gælder ambitionen om at opnå bæredygtighed for landenes offentlig gæld, siger kritikerne.

For en række tyske kommentatorer og politikere er dommen klar. EU’s bankunion er afgået ved døden. Hvordan skulle den kunne være andet, når dens bærende princip – et friholde skatteyderne for omkostninger i forbindelse med bankkrak – fraviges så voldsomt, ved først givne anledning? Carsten Scheider, ledende politiker for de tyske socialdemokrater, konstaterer videre, at beslutningen vil skubbe udsigten til en fælleseuropæisk indskudsgaranti langt ud i fremtiden. Og Alexander Raum, ledende figur i CSUs søsterparti, udtalte i går til Bloomberg News, at sagen helt generelt ”gør det svært at forestille sig, en dybere økonomisk og monetær integration i Eurozonen”.

Jakob Vestergaard. Først bragt i Finans, den 28/6-2017.