Handelspolitik

Vil en presset Trump gå i handelskrig med Kina?

2018-01-25_06-53-46

Af Jakob Vestergaard

Donald Trump forventes at gøre en af sine relativt sjældne internationale optrædender ved næste uges World Economic Forum i Davos. Få dage efter, den 30. juni, holder han sin første tale til det amerikanske folk om nationens tilstand. Talen bliver samtidig en markering af hans første år som amerikansk præsident. Mange ting går godt. Kurserne på de amerikanske aktiemarkederne er steget med 35 % siden præsidentvalget og arbejdsløsheden er lav. Lav er til gengæld også Trump’s popularitet, og republikanere står så dårligt i meningsmålingerne. Når man dertil lægger, at de amerikanske handelsunderskud kort før nytår nåede deres højeste niveau i mere end 6 år, så er der lagt i kakkelovnen til drama på det handelspolitiske område. Risikoen for at Trump vælger en aggressiv, handelspolitisk kurs over for Kina, i et forsøg på at vende stemningen indenrigspolitisk, er betydelig.

Et af de mest markante træk ved Trumps valgkampagne var, at den var fuld af en retorik, som var ikke bare handelsprotektionistisk, men nærmest hadsk i sin handelsfjendtlighed. Igen og igen brølede Trump at NAFTA, USA’s handelsaftale med Mexico og Canada, var ”the worst deal ever”, at Kina havde stjålet i titusindvis af amerikanske jobs, med sine valutamanipulationer, og at Verdenshandelsorganisationen var intet mindre end en ”katastrofe” for amerikansk økonomi. Trumps budskab var krystalklart: USA skal have bedre ”deals” i de handelsaftaler, man indgår i, ellers ville Trump ikke tøve med at trække USA ud af dem.

 

Mener Trump det alvorligt?

Da det forrige efterår stod klart, at Trump havde vundet præsidentvalget, var kommentatorer og analytikere hurtige til at mane til besindighed. Præsident Trump vil vise sig at være en helt anden, langt mere moderat og præsidentiel figur, end den Trump, vi havde lært at kende under valgkampen, messede de beroligende. Handelsprotektionisme ville forblive en retorisk stil. At amerikansk handelspolitik skulle kunne tage en protektionistisk drejning var ikke sandsynligt. Der var jo trods alt tale om en republikansk præsident, med republikansk flertal i begge Kongressens kamre – og frihandel havde jo i mindst et par årtier været fast komponent på det Republikanske Partis top-3 over essentiel økonomisk politik, sammen med skattelettelser og deregulering.

Skruer vi tiden frem til i dag, kan vi konstatere at narrativet om Trumps handelsprotektionistiske retorik, som værende mestendels de tomme tønders virkningsløse buldren, lever i bedste velgående. Mange mener ikke, at amerikansk handelspolitik reelt ikke er synderlig anderledes under Trump end den var under Obama. Og det henføres ofte til, at der er en særdeles stærk koalition internt i Trumps adminstration, anført at finansminister Steve Mnuchin og Gary Cohn, chefen for det nationale økonomiske råd, som effektivt neutraliserer de idéer, som handelshøgene bringer til torvs. Robert Lighthizer, USA handelspolitiske chefforhandler, Wilbur Ross, den amerikanske erhvervsminister, og Peter Navarro, chefen for det handelspolitiske råd, er ganske vist fuldt på linje med Trumps i den handelsprotektionistiske tænkning, men inden solen går ned, har de tabt slaget til de stærke, moderate kræfter. Sådan har det været det første år, og sådan vil det blive ved med at være i de kommende år, lyder det.

Det er et godt narrativ at falde i søvn til. Men det er ikke alle, der ser tingene helt så lyserødt. Mange iagttagere tæt på det handelspolitiske spil i USA er alvorligt bekymrede. I det mere pessimistiske narrativ om Trumps handelsprotektionisme, lægger man vægt på, at hvis der er en ting som Trump tror på, dybt i sit hjerte, så er det, at USA er blevet snydt og bedraget i de store internationale handelsaftaler og i Verdenshandelsorganisationen. Der var da heller ikke gået mange nano-sekunder fra han satte sig til bordet i det Ovale Kontor, til han havde trukket USA ud af den store handelsaftale med Japan, Australien og en række andre stillehavslande (TPP), og sendt handels- og investeringsaftalen med EU (TTIP) til dybfrost.

Netop fordi fjendtligheden over for det internationale handelssystem stikker så dybt i Trump, forudsiger skeptikerne at 2018 bliver året, hvor handelshøgene vil viser med uomtvistelig tydelighed, at de ikke spiller anden violin for de ”globalister”, som de har så lidt til overs for. Derfor vil vi se aggressive handelsrestriktioner overfor Kina; ligesom Trump administrationens mere eller mindre subtile forsøg på at underminere WTO vil fortsætte og accelerere. Sådan lyder det fra skeptikerne.

Amerikansk handelspolitik i året der gik

Hvis man kan bruge den nære fortid, som pejling på den nære fremtid, så er der grund til at formode, at det internationale samfund gør klogt i at berede sig på en aggressiv amerikansk handelspolitik i de kommende måneder. I en DIIS rapport udgivet kort før nytår, konstaterer vi at Trump allerede har levet op til langt de fleste af de handelspolitiske løfter, han kom med under valgkampen. Trumps centrale løfter fra valgkampen var at trække USA ud af TPP; at udnævne handelshøge til de centrale handelsposter; at genforhandle NAFTA (og skrotte den hvis Mexico og Canada ikke makker ret); at skamme Kina som valutamanipulator og lancere skarpe modtræk; samt at bruge enhver tænkelig præsidentiel beføjelse i kampen mod andre landes.

DIIS rapporten dokumenterer, at i alle på nær et enkelt af tilfældene, var løfterne allerede inden det først års udløb, helt eller delvist indfriet. Undtagelsen var erklæringen om at ville udråbe Kina til at være et valutamanipulerende land. Efter at en større, officiel rapport i foråret dokumenterede, at Kina aktivt intervenerede for at forhindre, at den kinesiske valuta faldt for meget, blev det vanskeligt – selv for en freestyler som Trump – at hævde, at Kina intervenerer aktivt for at få den længere ned, i hvad der angiveligt skulle være et stærkt manipulativt forsøg for på kunstigt at fremme Kinas eksport.

I flere tilfælde har der været tale om ganske alvorlige, amerikanske stød til det internationale handelssystem. Og det amerikanske forhold til WTO er da også på rekordtid blevet hyper-anspændt og anstrengt. Det skyldes blandt andet, at Trump administrationen blokerer udnævnelsen af nye dommere til den appelinstans, der tackler de handelskonflikter, der indbringes for WTOs. Det lyder som en bizar teknikalitet, men i realiteten er der tale om en form for knockout. Som EU’s handelskomissær, Cecilia Malmstrøm udtrykte det: ”Trump administrationen er i gang med at dræbe WTO indefra”

 

Det er ikke meget mere end en måned siden at US for første gang i mere end 30 år benyttede sig af muligheden for at indlede en såkaldt antidumping sag mod Kina, uden forudgående anmodning fra en eller flere amerikanske virksomheder. Chad Bown, handelspolitisk ekspert ved det anerkendte Peterson Institute, var ikke sen til at udlægge teksten: Trump administrationen sendte et ”aggressivt signal” om, at man er parat til at gå langt for at indføre toldbeskyttelse mod import fra især Kina.

Kort efter kom yderligere to markante udmeldinger fra Trump administration. Først forlød det pludselig fra Trump administrationen, at den såkaldt ”omfattende økonomiske dialog” med Kina var stødt på grund – og at man ikke havde planer om at genoptage den, og kort efter, da Trump præsenterede sin nationale sikkerhedsstrategi, blev Kina udråbt som ”økonomisk aggressor”, i en tone som flere kommentatorer bemærkede vagte mindelser om den Kolde Krig.

Hvilken kurs for USAs handelspolitik i 2018?

Den måde året sluttede på, gav anledning til stor bekymring for 2018 blandt iagttagere af international handelspolitik. Det var pludselig blevet endog meget svært at forestille sig, at de to såkaldte sektion 232 undersøgelser af amerikansk import af stål og aluminium, som i sidste uge landede på Trumps skrivebord, ikke kommer til at føre til barske sanktioner mod Kina. Det særlige ved denne type undersøgelse er, at den kan give Trump bemyndigelse til at indføre en hvilken som helst handelsrestriktion han måtte ønske, hvis importen af stål eller aluminium skønnes at true USA’s ”nationale sikkerhed”. Og her har Trump administrationen gjort klart, at man lægger sig tæt op af den oprindelig lovtekst fra 1962, der erklærer, at USA’s præsident kan indføre told på enhver import, som skønnes at føre til væsentlige tab af job. Nu hvor rapporterne omsider ligger på præsidentens bord – efter at de har været undervejs i ni måneder – har Trump 90 dage til at beslutte sig for hvilke handelspolitiske tiltag, de måtte give anledning til.

Eksperter omtaler toldsatser indført i fredstid, men i den nationale sikkerheds navn, som handelspolitikkens atombombe. Mange frygter at amerikanske toldsatser på al import af stål, vil føre til gengældelse ikke bare fra Kina, men også fra EU – og kommissær Malmstrøm har da også tidligere på året advaret amerikanerne om ikke at tage fejl af, at gengældelsen ville være prompte.

Handelseksperternes bekymring for 2018, fik for få dage siden fornyet næring, da det internationale nyhedsbureau Politico kunne berette, at tre embedsmænd fra det Hvide Hus, anonymt havde afsløret, at Trump administrationen skulle være i færd med at forberede, hvad der blev beskrevet som et aggressivt ”trade crackdown”. Om vi bliver klogere på kursen for Trump administrationens handelspolitik i 2018, når han ankommer til Davos – sekunderet af blandt andre Robert Lighthizer og Wilbur Ross – er usikkert. Men en klar indikation må forventes senest når han holder sin State of the Union tale den 30. januar.

Som altid når det gælder Trump og handelspolitikken, er der to narrativer i spil, et der beroliger og et der alarmerer. Den optimistisk forudsigelse er, at Trump lader sig overbevise om, at aggressive handelspolitiske tiltag vil kunne ramme den amerikanske økonomi hårdt, på det værst tænkelige tidspunkt. Hvis internationale investorer bliver bekymrede for kursen i USA, kan det gå voldsomt ud over de amerikanske aktiemarkeder, og det vil kunne føre til en alvorlig opbremsning i den økonomiske vækst, to vigtige indikatorer for Trump. Den melodi vil moderaterne slå an.

Handelshøgene vil til gengæld spille på et andet sæt af indikatorer, som angiveligt ligger Trump endnu mere på sinde, nemlig meningsmålingerne og så de tal, der i Trumps verden mere end noget andet fortæller, hvordan USA klarer sig i den internationale handel, nemlig de bilaterale handelsbalancer. Det er kun få dage siden, at nye tal viste, at de amerikanske handelsunderskud overfor Kina og en lang række andre lande kort før nytår nåede deres højeste niveau siden starten af 2012. Og er der en ting, som definerer Trumps økonomiske tænkning, så er det den måde han har koblet ambitionen om at gøre Amerika storslået igen til en nedbringelse af de amerikanske handelsunderskud, land for land. Det er så det modsatte der er i fuld gang, med alle tegn på at det kun vil blive værre i de kommende år. Som en amerikansk økonom udtrykte det; ” Trump is Making Americas Deficits Great Again”

Trump er ikke en mand, der er begejstret for at lide nederlag, og da mindst af alt for at indrømme dem. På den baggrund virker det sandsynligt, at Trump vil gå langt for at blive set af de amerikanske vælgere, som en præsident der sætter handling bag ordene – og sætter barske handelspolitiske tiltag i værk, ikke mindst over for Kina. Det er nærliggende for Trump at ræsonnere, at den bedste chance han har for at vende opinionen til sin egen fordel – og dermed undgå at tabe det republikanske flertal i Huset til midtvejsvalget – er at kaste sig ud i en handelskrig med Kina. Og netop det med at undgå at miste det republikanske flertal må forventes at være en top-prioritet for Trump, ikke mindst fordi alternativet vil være et demokratisk flertal, der forventes at ville afsøge alle muligheder for at indlede en rigsretssag i mod ham.

Set fra et hvilket som helst internationalt synspunkt, er udsigten til en handelskrig mellem USA og Kina, affødt af en potentielt stadig mere trængt og desperat amerikansk præsident, ikke for de sarte sjæle. I værste fald kan det føre til en negativ spiral hvor en eskalerende krig på handelsrestriktioner fører til finansiel ustabilitet og økonomisk recession, hvorved den folkelige modstand mod økonomisk globalisering øges yderligere. Og sådan kan det så, i værste fald, fortsætte indtil vi når et sted hen, hvor det at analysere på parallellerne til 1930’erne, både økonomisk og politisk, vil virke alt andet end søgt.

Jakob Vestergaard. Først bragt i Information den 23/1-2018.

Categories: Handelspolitik, Kina, Trump, USA

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s