Af Jakob Vestergaard

Trump har udnævnt sin nye chef for det national økonomiske råd, Larry Kudlow. Udnævnelsen er kontroversiel på flere måder, men hvilken betydning får det for USA’s økonomiske politik og for handelspolitikken?

I sidste uge blev det klart, hvem der overtager den centrale post som chef for det nationale økonomiske råd i USA, efter Gary Cohn’s tilbagetræden. Trump har valgt Larry Kudlow til embedet, og de der frygtede, at det kunne være blevet Peter Navarro, kan ånde lettet op. Navarro har skabt en karriere på at udgive bøger, der skyder skylden for alle den amerikanske økonomis trængsler på kineserne – og det budskab vil han utvivlsomt fortsætte med at være eksponent for, men nu altså fra sin lidt mindre fremtrædende position som chef for præsidentens handelspolitiske råd.

Kudlow er kendt for langt mere traditionelle republikanske synspunkter end både Trump og Navarro, ikke mindst når det gælder handelspolitikken. Kort efter at Trump lancerede nyheden om, at han ville lægge høj told på al import af stål, var Kudlow medforfatter til en kritisk kronik, der advarede imod den form for handelsprotektionisme. Kan vi på den baggrund forvente en mere moderat handelspolitik i de kommende måneder? Svaret er desværre et stort rungende nej. Meldingerne fra Washington går på, at Trump efter et års ”forsigtig ageren” (!) nu føler sig så tilpas og fortrolig i det Hvide Hus, at han har tænkt sig at være kaptajn på eget skib, i langt højere grad end tilfældet har været hidtil. Flere kilder rapporterer, at han i stadig højere grad træffer de vigtige beslutninger i almægtighed og med stadigt mindre konsultation med sine rådgivere. Når vi således hører forlydender om, at der skulle være ”i hundredevis” af toldrestriktioner imod Kina på vej, og desuden et opgør med Verdenshandelsorganisationen, der er så markant og omfattende, at der tales om en bombe under det internationale handelssystem, er det på direkte ordre fra en stadigt mere selvsikker og egenrådig Donald Trump.

Men hvorfor så udnævne Kudlow, som jo er frihandelsmand, som chef for det nationale økonomiske råd? Det bedste bud på et svar er, at Kudlows opgave ikke bliver at hjælpe Trump med den handelspolitiske linje, men derimod at sælge Trumps økonomiske politik til de amerikanske vælgere frem mod midtvejsvalget i november. Og netop det, er Kudlows spidskompetence: at formidle konservativ økonomisk politik på TV. Siden starten af 00’erne har Kudlow været tv-vært for CNBC, det foretrukne kabelnetværk på Wall Street, herunder haft sit eget program, The Kudlow Report. Den baggrund imponerer ikke i USA. Kritikere hæfter sig ved, at Kudlow ikke har nogen formel uddannelse i økonomi og reelt ikke har haft embede som økonom siden han i starten af 1990erne var cheføkonom for investeringsbanken, Bear Stearns. Bradford DeLong, økonomiprofessor på Berkeley, går så vidt som til at sige, at udnævnelsen af Kudlow svarer til at gøre William Shatner – skuespilleren, som er ikonisk kendt for sin rolle som Kaptajn Kirk i Star Trek – til kommandør af den amerikanske flåde. At Kudlow er god til at formidle konservative økonomiske budskaber på TV, gør ham ikke til et godt valg som præsidentens ledende nationaløkonomiske rådgiver, er Bradford DeLongs pointe.

Men det har altså næppe heller været det, Trump har haft i kikkerten. Trumps kalkyle er formentlig, at det han har brug ikke er en rådgiver men netop en sælger, der kan hjælpe ham med at vende den indenrigspolitiske stemning i USA i løbet af det næste halve år. Sidste uges suppleringsvalg til Kongressen i et valgdistrikt i Pennsylvania, gav et godt billede af, hvor stor den udfordring er. Demokraterne vandt valget, selvom det traditionelt har været en stensikker republikansk kreds. Trump vandt en knusende sejr over Hillary Clinton, med en margin på mere end 20 procent point. Nederlaget er ekstra bittert for republikanerne, fordi man fra centralt hold havde postet mere end 14 millioner dollars i den republikanske kandidats valgkamp. Rick Saccone formåede ikke at holde skansen mod demokraternes Conor Lamb, ung og dynamisk og tidligere både kaptajn og major i den amerikanske flåde. Og det på trods af at Saccone ud over de mange kampagnekroner, også havde Trump ved sin side to gange i løbet af valgkampagnens afgørende fase.

Politisk set var det især bemærkelsesværdigt, at Republikanerne i de sidste par uger af valgkampagnen droppede at køre annoncer på den store skattereform, som man ellers havde håbet kunne være med til at vinde slaget. Analysen skal have været, at man langt fra havde scoret de point hos vælgerne, man havde regnet med, og derfor måtte satse på andre temaer. Netop dette bliver Kudlows helt store opgave: at overbevise de amerikanske vælgere om, at de kan takke Trump for, at den amerikanske økonomi er så stærk som den er, og at et demokratisk flertal i Kongressen til november vil være katastrofalt for både USA’s og den almindelige amerikaners økonomi.

Parallelt med den indsats kan man forvente at Trump vil satse hele butikken på at handelspolitiske konfrontationer kan bruges som løftestang for markante indrømmelser fra USA’s største handelspartnere. Her er Trump’s seneste idé, at USA skal gå planken ud på idéen om reciprocitet i handelspolitikken. Hvis USA betaler 25 % i told på bileksport til EU, så må man pålægge EU præcis den samme told, når der eksporteres biler fra EU til USA. Og så fremdeles for alle væsentlige produkter, og for alle væsentlige handelspartnere. Det er altså en slags ”øje-for-øje” doktrin.

Ifølge Trump selv er forslaget så indlysende oplagt og genialt, at det en ”no brainer”, men idéen vækker stop opstandelse både indenrigs-og udenrigspolitisk. Alle regler i WTO-systemet bygger på princippet om, at man netop ikke diskriminerer mellem lande på den måde, men lader de samme toldsatser gælde for alle lande. Kun i forbindelse med frihandelsaftaler og i overensstemmelse med et særligt regelsæt, kan en gruppe lande (feks EU) give hinanden mere gunstig adgang til sine markeder. Hvis Trump kunne gøre alvor af sit forslag, ville det være en bombe under WTO.

Først skal han imidlertid have Kongressen med på det, og det er der ikke meget, der tyder på at han kan få. Men i Trumps logik kan store ting opnås, uden at forslaget kommer i Kongressen. Både Tysklands nye økonomiminister, Peter Altmeier, og EU’s handelskommissær, Cecilia Malmstrøm er i denne uge rejst til Washington for at føre dialog med USA’s erhvervsminister, Wilbur Ross, i bestræbelsen på at afværge en handelskrig mellem USA og EU, i forlængelse af Trumps told på al import af stål, som ifølge planen træder i kraft fredag. Og det er netop det egentlige mål med Trumps forskellige aggressive handelstiltag: at gøre modparten tilstrækkelig forskrækket til at det bliver muligt at fremtvinge markante handelspolitiske indrømmelser – så Trump kan fremstå som verdensøkonomiens store betvinger, manden der genskabte respekten for USA.

Jakob Vestergaard, først bragt i Information, den 21. marts 2018.