Af Jakob Vestergaard

Når økonomiske historikere en dag ser tilbage og vurderer hvornår Trumps store handelskrig startede, er torsdag den 22. marts et godt bud. For i torsdags annoncerede Trump, at USA vil indføre straftold på 25 % på hundredevis af kinesiske produkter, som samlet repræsenterer en importværdi på op imod 60 milliarder dollars. Samtidig blev det annonceret, at EU slipper for at blive ramt af den ellers universelle straftold på stål og aluminium, som Trump lancerede for et par uger siden, indtil videre i det mindste.

Iagttagere vurderer dog, at undtagelsen formentlig primært er taktisk. Trump ønsker to ting på den korte bane: maksimal fokus på konfrontationen med Kina, og så en sideløbende proces, hvor der forhandles med EU. Hvis ikke forhandlingerne med EU fører til massive handelsindrømmelser fra EU’s side, vil Trump ikke tøve med at suspendere EU’s midlertidige undtagelse med henvisning til europæernes manglende vilje til at imødekomme amerikanske krav og interesser.

Nu og her er Trump’s første prioritet at få mest muligt ud af konfrontationen med Kina, både økonomisk og politisk. Den fulde liste af kinesiske produkter, der rammes af amerikansk straftold, forventes først offentliggjort i løbet af næste uge, men forlydender vil vide, at i alt 1300 importerede varer fra Kina vil blive ramt. Desuden ved vi, at Trump administrationen har valgt at gå efter de sektorer, som Kina har identificeret som strategiske satsninger i sin ”Made in China 2025” plan.

Kina har indtil videre været moderat i sin reaktion. Der er blevet annonceret gengældelsestold på især en række amerikanske landbrugsvarer, herunder soyabønner, frugt og vin. Det samlede omfang beløber sig kun til 3 milliarder dollars, svarende til 5 % af de amerikanske toldsatsers omfang. Joerg Wuttke, som indtil for nylig var leder af EUs erhvervsråd i Beijing, fortolker Kinas svar som politisk velovervejet. Kineserne har gjort det klart, at de ikke vil trække den store kniv frem, forklarer Wüttke. De vil tværtimod gøre gengældelse med den kinesiske akupunktørs lethed og akkuratesse. De nåle, kineserne vil bringe i anvendelse, vil blive doseret nøje, så de rammer de stater, hvor republikanerne er særligt sårbare forud for midtvejsvalgene til november.

Bekymringen i amerikansk erhvervsliv er stor. Der er bred opbakning til et opgør med den kinesiske praksis med at forlange teknologi-overførsel fra udenlandske virksomheder for at give adgang til kinesiske markeder. Men de fleste er enige om, at straftold på import af kinesisk varer er en helt forkert strategi. Matthew Shay, præsident for National Retail Association, udtaler at toldsatserne vil ”straffe almindelige amerikanere for Kinas synder” mens Brian Kühl, direktøren for ”Farmers for free trade”, bemærker at toldsatserne ”gør amerikanske landmænd til målskiver” for kinesisk gengældelse. Jay Timmons, præsident for de amerikanske fremstillingsindustriers interesseorganisation, udtalte forleden, at den eneste langsigtede løsning vil være en ”handelsaftale med Kina, som er bindende og mulig at håndhæve, hvor Kina forpligter sig til at lægge disse praksisser bag sig”.

Netop den tilgang beskriver EU’s position i spørgsmålet. Det er ikke nogen hemmelighed, at det handelspolitiske samarbejde mellem EU og USA har været usædvanligt ringe i løbet af Trumps første år ved magten. Der har dog været en enkelt undtagelse, og det er netop forholdet til Kina. På lige netop det spørgsmål melder embedsmænd i Bruxelles om et usædvanligt godt samarbejde på tværs af Atlanten. EU og USA ønsker begge et opgør med Kinas brug af statssubsidier og krav om teknologioverførsel, som centrale elementer i sin udviklingsstrategi. Men hvor USA søger den kortest mulige vej til konfrontation, og helst agerer på egen hånd, insisterer EU vedholdende på, at opgøret skal tages inden for rammerne af det eksisterende handelssystem, det vil sige i WTO-regi.

Det Hvide Hus beskriver selv sin omfattende straftold på import af kinesiske varer som en ”historisk begivenhed”, der bringer årtiers fejlslagen strategi over for Kina til ophør. Lige siden Nixon, har USA’s strategi været at behandle Kina som en økonomisk partner, forlyder det, men den praksis er nu slut. Peter Navarro, chefen for Trumps handelspolitiske råd forklarer, at initiativet ligger i umiddelbar forlængelse af Trumps nationale sikkerhedsstrategi, som udpegede Kina som en ”økonomisk aggressor”. ”Vi må hylde Trump”, fortsatte Navarro, ”for at have den indsigt, det mod og de visioner, der skal til, for at gøre noget ved det”.

Jakob Vestergaard. Først bragt i Information, 26. marts 2018.