Materialet her på bloggen er ikke forskning som sådan – men mine forskningsinteresser skinner naturligvis igennem på emnevalget i mit formidlingsarbejde. Mens de konkrete projekter skifter fra år til år, er der fem forskningstemaer som især interesserer mig, og som derfor går igen, på tværs af projekter – og over tid:

Kapitalismen ved en skillevej

Finanskrisen stillede store spørgsmålstegn ved markedet som selvregulerende institution. I kølvandet på finanskrisen kom krisen i Eurozonen og den økonomiske afmatning i vækstøkonomierne. Er verdensøkonomien ved at gå i stå? Hvor skal vækst og nye jobs komme fra? Hvordan omstiller vi til mere grøn vækst, hurtigst muligt? Ulighed, stagnation, og ubæredygtighed: kapitalismen er udfordret på kryds og tværs. Hvilken retning bevæger vi os i? Jeg interesserer mig for de roller lande, institutioner og sociale grupper hver især spiller i den løbende genforhandling af hvordan kapitalistiske samfund organiseres.

Vækstøkonomier

Vækstøkonomierne vokser. Mindre nu end før finanskrisen, men dog stadig hæderligt, og betydeligt mere end i Eurozonen, hvor væksten er forsvindende lille. Men bag de faldende væksttal gemmer der sig alvorlige problemer. Fra Kina til Brasilien, fra Indien til Rusland går en rød tråd igen: væksten har for en stor del været eksport-drevet, baseret på stigende råvarepriser og billig adgang til international kredit. Nu hvor de forudsætninger er væk, hvad så? Vækst-økonomierne kæmper med at gentænke og genopfinde deres vækstmodeller, samtidig med at de indenlandske udfordringer vokser sig større i takt med at væksten afmattes: stigende fattigdom, ulighed, og polarisering. Jeg interesserer mig for hvordan vækstøkonomiernes økonomiske og sociale organisering udvikler sig i et krydspres mellem vigende økonomisk vækst og stigende indenrigspolitisk uro.

Global økonomisk styring

Verdensøkonomien skranter. Der tales bestandigt om et opsving der er på vej – men det forbliver småt med den økonomiske vækst og arbejdsløsheden vokser, særligt blandt de unge. Fra Eurozonen til vækstøkonomierne er spørgsmålet det samme: hvordan får vi væksten tilbage på sporet? Vi lever i en brydningstid, ikke mindst når det gælder økonomisk politik. Hvor der før var bred enighed om hvad god økonomisk politik er, stilles der nu stadigt flere spørgsmålstegn. Lidt overraskende er det ofte den internationale valutafond (IMF) der fører an: Er vi nu også helt sikre på at stram finanspolitik er en god idé i en krisetid? Og hvad med kontrol af internationale kapitalbevægelser; kan det faktisk være fornuftigt, under nogle omstændigheder? Jeg følger hvordan dominerende ideer om god økonomisk politik udfordres og flytter sig.

Finansreform

I tiden umiddelbart efter den finansielle krises udbrud i 2008 var kritikken og selvransagelsen stor. Mange proklamerede, at nu var en lang æra med laissez-faire politik overfor finanssektoren endegyldigt forbi. Godt fem år senere er forskere, politikere og iagttagere blødende uenige: er reguleringen af finanssektoren væsentlig anderledes og langt bedre end den var før, eller er forandringerne så små, at det hele kører videre, mere eller mindre business-as-usual? Jeg følger forsøgene på at forbedre reguleringen af finanssektoren på udvalgte områder: fra nye internationale standarder for krav til bankers egenkapital, til en gruppe EU-landes forsøg på at introducere en skat på finansielle transaktioner.

Multilaterale institutioner

Verdensøkonomien gennemgår voldsomme forandringer og forskydninger – men hvad med de institutioner og strukturer vi har for at styre den, forandrer de sig tilsvarende? Svaret er desværre nej. Det multilaterale system hænger alvorligt i bremsen, så meget at det stille og roligt underminerer sig selv. Flere og flere ikke-multilaterale organisationer skyder frem, lige fra G20 landenes statsleder-forum til BRICS-landenes udviklingsbank. Det multinationale systems inerti står i grel kontrast til en økonomisk virkelighed hvor styring ofte netop må være globalt organiseret for at kunne være effektiv, uanset om det gælder bekæmpelse af skatteunddragelse, begrænsning af Co2-udslip, eller regulering af store internationale banker. Jeg følger forsøgene på at reformere vores internationale institutioner, fra Verdensbanken og IMF til UNCTAD.