Af Jakob Vestergaard

På denne tid sidste år var Emmanuel Macron netop valgt til præsident i Frankrig, med en ambitiøs Europapolitisk dagsorden. Macron tog straks til Berlin, hvor Merkel tog imod ham, og her erklærede de deres fælles commitment til et tæt samarbejde om fortsat europæisk integration. Få uger efter lancerede Kommissionen et ambitiøst visionspapir for reformer af den Økonomiske Monetære Union, fundamentet for euroen.

Vi befandt os i et europæisk forår, med fornyet optimisme for Europa – efter adskillige år med finansiel og økonomisk krise, og stigende bekymring i den politiske elite for den stadigt større opbakning til såkaldte anti-establishment partier, man så rundt om i medlemslandene.

Om mindre end en måned skal der efter planen træffes bindende beslutninger om de reformer af ØMU samarbejdet, som det politiske establishment i Bruxelles har arbejdet på siden 2012. Men politiske mulighedsbetingelser ser alt andet end gode ud. Både Merkel og Macron fremstår svækkede indenrigspolitisk; de presses af en ny alliance bestående af en række små men stærke nordeuropæiske økonomier; og senest udstiller markedsturbulensen omkring Italien og den italienske politiske krise på én gang, hvor magtpåliggende reformer af ØMU’en er – og hvor umådelig lang vej der er til mål.

Italien er, trods politiske og økonomiske problemer, Eurozonens tredje største økonomi, og regnes sammen med Tyskland og Frankrig for en af de ”tre store” i spørgsmålet om ØMU reformer. Skulle topmødet blive lammet af en politisk krise i Italien, vil det være et stort slag for reformprocessen, ikke mindst i forhold til den del af det, der handler om at komme i mål med den europæiske bankunion.

Finansmarkederne og nationalstaterne

En kollega tweetede forleden et tankevækkende uddrag af en mere end 25 år gammel dialog mellem den daværende franske præsident, Francois Mitterand, og hans italienske kollega, premierminister Giuliano Amato. Mitterand var i oprør over at francen, den franske valuta, kort forinden (i september 1992) havde været på nippet til at bukke under for at spekulativt angreb; en foreteelse han beskrev som aldeles uacceptabel. Mitterand forklarede: ”Hvis ikke det var for samspillet mellem de forskellige EU medlemslandes valutaer, så ville valutaspekulationen ikke eksistere”. ”Der er absolut ingen grund til, at en stat kun kan føre politik på finansmarkedernes nåde”, fortsatte han; ”det er en utålelig form for amoral”.

For Mitterand forekom en fælleseuropæisk valuta, euroen, at være løsningen på problemet. Men i dag ved vi, at euroen i sig selv ikke er nok. Det er nu mere end fem år siden, men stadig i frisk erindring, at euro-samarbejdet var under alvorligt pres. Nok havde man nu en fælles valuta, men flere medlemslande oplevede låneomkostninger, der var så voldsomt stigende, at det stillede spørgsmålstegn ved deres mulighed for at forblive i euroen. Da Italien blev trukket ind i den dynamik, var selve euroens overlevelse også pludselig truet. De ØMU reformer, man har diskuteret siden 2012, er først og sidst en bestræbelse på at gøre euroen betydeligt mere robust, i tråd med Mitterands oprindelige vision.

Selvom euroen nærmer sig et imponerende 20 års jubilæum, så minder disse dages begivenheder i Italien os om, at finansmarkedernes magt over de europæiske nationalstater på ingen måde er forduftet, som Mitterand forventede. Finansmarkederne reagerede på regeringsdannelsen for de to euroskeptiske partier, Lega og Femstjernebevægelsen, med stigende låneomkostninger for italiensk statsgæld. Rentespændet mellem tyske og italienske statsobligationer steg til næsten 2 procent point, det højeste niveau siden 2014, og flere internationale kreditvurderings bureauer advarede om muligheden for snarlige nedjusteringer.

Søndag tog den italienske præsident, Sergio Mattarella, det radikale skridt at benytte sin konstitutionelle ret til at afvise den ministerliste, som Guiseppe Conte præsenterede ham for. Mattarella anså Italiens position i euro-samarbejdet for truet af Paulo Savona, den økonom der blev indstillet til den vigtige post som finansminister. ”Usikkerheden om vores position i euro-samarbejdet har alarmeret italienske og udenlandske investorer”, forklarede præsidenten. ”Stigningen i rentespændet øger vores gæld … og indebærer store risici for italienske familier og borgere”.

Efter Mattarellas afvisning af ministerlisten, opgav Conte sit mandat til at forme koalitionsregeringen og præsidenten udpegede i stedet Carlo Cottarelli, en tidligere italiensk embedsmand i IMF, som leder af midlertidig administrativ regering. Trods præsidentens indgreb fortsatte markedsuroen mandag. I løbet af formiddagen nærmede rentespændet sig 2,5 procent point, og der var bekymrende spredning til Spanien og Portugal, som begge oplevede mindre stigninger i rentespændet for deres statsobligationer.

De fleste forventer nu et nyvalg, formentlig på den anden side af sommerferien. I mens undrer mange sig over præsidentens drastiske skridt. For mange italienske vælgere er det til svært at forstå, at Paolo Savona ikke skulle være en fuldt ud kompetent og legitim italiensk finansminister. Savona er en respektabel økonom med ansættelser i både den italienske nationalbank og det italienske finansministerium, samt en periode som industriminister i en tidligere regeringsdannelse. Men det CV var angiveligt ikke nok til at opveje for noget i Mattarellas øjne langt mere alvorligt, nemlig at Savona er erklæret euro-skeptiker. Savona havde ganske vist søndag eftermiddag usendt en pressemeddelelse, hvor han understregede, at han i sit virke som italiensk finansminister ville arbejde for ”fuld implementering af Maastricht og Lissabon-traktaterne”. Too little too late? Noget kunne tyde på det.

Finansielle aktører lægger ikke skjul på, at de ser deres rolle som disciplinerende i forhold til nationalstaternes økonomiske politik. Nicolo Mai, analytiker for den amerikansk finansgigant, Pimco, udtalte således forleden i en direkte kommentar til situationen i Italien, at markederne kunne forventes, at ville presse den nye italienske regering til at ”rette ind” – ikke mindst rette ind til en mere moderat kurs over for EU. Det er ikke uden ironi, at det er svært at komme uden om, at det netop er finansmarkedernes såkaldte disciplinering, der er den største trussel mod euroen og det europæiske projekt.

Alvorlig slagside for ØMU reformerne

De seneste dages udvikling i Italien er især bekymrende fordi processen med reformer af ØMU’en i forvejen var alvorligt udfordret. Sidste års europæiske forår blev kortere end de fleste havde forventet. Efteråret sænkede sig forbløffende hurtigt, og Kommissionens har allerede i måneder kæmpet for at forhindre at vinteren lægger sig tungt over reformprocesserne.

Kommmissionsformanden Jean Claude Junckers tale til Europaparlamentet i september havde ellers forstærket fornemmelsen af, at nu var tiden kommet til at få gjort alvor af de reformer, der skulle fremtidssikre EU og euroen. Med en reformivrig Francois Macron i Frankrig og en stærk Angela Merkel på kurs mod genvalg i Tyskland, så tiden ud til at være moden.

Men så tikkede resultaterne af det tyske valg ind. Valget blev et stort slag både for Angela Merkels kristendemokrater og for det tyske socialdemokrati, mens en række euroskeptiske partier stormede frem. Efter adskillige måneders forhandlinger stod det dog klart, at Angela Merkel kunne fortsætte som regeringsleder, men det stod også klart, at Forbundsdagen var blevet betydeligt mere skeptisk overfor yderligere politisk og økonomisk integration i EU. Lidt længere mod syd har selv Macron, den ellers så populære franske præsident, måttet sande at et år er lang tid i politik. Macrons meningsmålinger er støt nedadgående, således at nu kun 32 % af de franske vælgere erklærer sig tilfredse med ham, mens hele 58 % er utilfredse.

Længere mod nord blæste der også nye vinde. Den hollandske statsminister, Marc Rutte, lancerede i starten af året en ny alliance, som en vittig finansiel presse var hurtig til at døbe, Hoekstra og de syv små dværge, efter den hollandske finansminister, Wopke Hoekstra. Foruden Holland, Irland og de tre baltiske lande, indgår Danmark, Finland og Sverige i alliancen, og det centrale budskab er, at yderligere europæisk integration ikke kan komme på tale før alle medlemslande har vist, at man har styr på de offentlige finanser, og forpligtet sig troværdigt og endegyldigt på, at sådan vil man fortsætte, så langt øje rækker. ”Opskriften på en større europæisk lagkage er ikke centraliserede redningspakker og fuldt fart på seddelpressen, men strukturelle reformer og ansvarlig finanspolitik”, forklarede Rutte.

Om end der er relativt stor enighed blandt medlemslandene om vigtigheder af reformer af ØMU’en, så har bekymringen blandt iagttagere af processen været støt stigende de seneste mange måneder. Allerede længe inden resultatet af det italienske valg forelå, var der stor bekymring for reformprocessen blandt uafhængige eksperter og analytikere. I en sjælden akademisk intervention, udgav 14 franske og tyske økonomer i januar en rapport, der konstaterede at der siden 2014 reelt ikke havde været nogen ”meningsfulde fremskridt” med reformerne, på grund af dybe politiske uenigheder i mellem medlemslandene, hvorfor økonomerne i fællesskab identificerede den reformpakke, man anså for nødvendig.

Både kommisæren for finansiel stabilitet, Valdis Dobrovskis, og Klaus Regling, chefen for den europæiske afviklingsfond, har i løbet af foråret advaret om at hvis medlemslandende ikke kommer i mål med reformerne nu, så vil de formentlig komme til at hænge helt til den anden side af valget til Europaparlamentet i efteråret 2019, med risiko for at blive underløbet af en ny europæisk finanskrise inden da.

Senest var det den aftrædende næstformand for Den Europæiske Centralbank (ECB), Vitor Constancio, der gav udtryk for bekymring for den manglende fremdrift i reformprocessen. I et interview med Financial Times udtrykte han alvorlig nervøsitet for at medlemslandene ikke ville være i stand til at nå til enighed om at gøre en større del af ansvaret for bankkriser i EU til et fælles anliggende og ansvar – og at man derfor ikke ville kunne lægge den praksis bag sig, at det først og sidst er noget de enkelte medlemslande og deres skatteydere må skuldre hver for sig.

Der er udbredt enighed om, at euroen kun for alvor bliver robust den dag medlemslandene hæfter solidarisk for hinanden – både når det gælder bankproblemer og statsgæld. Men den form for ”risikodeling” kan ikke komme på tale – siger en række lande anført af Tyskland og Holland – før der er opnået en passende ”risikoreduktion” i hvert enkelt medlemsland. EU kan kort sagt ikke forvente at komme ikke et skridt videre med bankunionen, før medlemslandene er i mål med risikoreduktionen.

Det var da også netop det spørgsmål, Vitor Constancio brugte alt sit krudt og sin symbolske kapital på, i sit fratrædelses-interview med Financial Times. Både i Spanien, Portugal, Grækenland og Irland har man gennemført så grundlæggende reformer, forklarede Constancio, at man er lykkedes med at gå fra store underskud til at være i fuld overensstemmelse med EU’s regler. ”Risikoreduktionen i disse lande har været rigelig til at berettige, at man nu går videre med de dele af reformerne, der handler om risikodeling”, understregede Constancio. Men den fortælling er der ikke megen tillid til i Tyskland, Holland og andre ligesindede lande.

Frem mod topmødet

I morgen er det præcis et år siden, EU kommissionen lancerede sit visionspapir, og i det år der er gået, er det gået voldsomt ned ad bakke med de politiske mulighedsbetingelser for at medlemslandene kan nå til enighed om reformerne. Det bliver europæisk politisk drama af højeste karat, at følge hvordan EU landenes finansministre og deres statsledere i de kommende uger håndterer de reformplaner, der har cirklet så længe over EU samarbejdet, at en form for landing næppe kan udskydes længere.

De kommende uger vil afgøre hvilken skæbne ØMU reformerne får. Om end den længe ønskede fuldendelse af bankunionen står centralt i billedet, så står den langt fra alene. Hverken i Kommissionens vision, eller i de reformer, som de franske og tyske økonomer beskriver som nødvendige. Der har allerede i et stykke tid været fuld fart frem på to andre reformforslag, nemlig etableringen af en europæisk kapitalmarkedsunion og fælleseuropæisk udstedelse af værdipapirer. Måske kan de reformer flyve videre, i højt tempo og under radaren for almen politisk opmærksomhed?

Jakob Vestergaard. Artiklen blev først bragt i Information, den 30/5-2018.