BRICs

Brasilien efter VM: fra vækstlokomotiv til gældskrampe?

2015-01-02_10-47-01

I juni vil alles øjne være rettet mod Brasilien. Verdensmesterskaberne i fodbold spilles hvor fodbold spilles på den smukke måde. Man kan kun håbe at værterne vinder, som bookmakerne forudser. For efter VM melder virkeligheden sig. Den brasilienske økonomi er gået alvorligt i stå, og det bliver ualmindelig svært at løbe den i gang igen. 

Rygtet vil vide, at en stor del af infrastrukturen til VM i Brasilien ikke når at blive færdig. Selv udvidelsen af Arena de Sao Paulo, hvor åbningskampen mellem Brasilien og Kroatien spilles den 12. juni, skulle være på vippen, med en planlagt færdiggørelse blot to uger før kick-off. Men den del af det lykkes jo nok i sidste ende. Langt sværere bliver det at få spillet bolden videre efter VM. For brasilianerne bliver hverdagen på den anden side af VM betydeligt barskere end de fleste regner med.

Den brasilianske økonomi er i alt andet end god form. Det er især tragisk, når man tænker på, at det kun er få år siden, at Brasilien var succeshistorien alle talte om. Ingen klarede finanskrisen som Brasilien. Efter kun få måneders tilbagegang var væksten oppe på imponerende 7,5 % i 2010. Nu er Brasilien havnet i den modsatte grøft. Væksten er foruroligende lav, inflationen stiger, og investeringsraten skraber bunden.

Håb uden hold i virkeligheden?

I Brasilien blev fattigdom og kriser længe betragtet som et grundvilkår. ”Den dag, der regner suppe fra himlen, vil de fattige kun have gafler”, lød den sorte humor. Men løbet af de sidste ti år blev 40 millioner brasilianerne løftet ud af fattigdom, svarende til 20 % af den samlede befolkning. Håbet var, at høj vedvarende vækst ville konsolidere en ny middelklasse i Brasilien. ”Nu kommer der fremgang til os alle”, tænkte man. ”Nu skal vi være middelklasse; komplet med iphones, køleskab og egen bil”.

Her i månederne op til VM er det så småt ved at dæmre, at det næppe kommer til at gå helt på den måde. Men der er ikke mange, der sætter ord på det endnu. “De fleste tror stadig, at vi alle sammen skal være middelklasse lige rundt om hjørnet”, siger den brasilianske økonom, Armando Castelar Pinheiro. “Men det har hele tiden været ønsketænkning, uden hold i virkeligheden”.

Indtil VM er alt sat på pause. Faktisk regner de færreste med, at der for alvor bliver sat en politisk dagsorden og iværksat egentlige reformer før efter præsidentvalget i oktober. Moody’s, et af de store kreditvurderingsbureauer, har meldt ud, at man ikke vil forholde sig til Brasilien før efter valget. Så kan man vist roligt sige, at der er fløjtet til halvleg.

Først miraklet og så væksten

Brasilien har før trukket sig selv op ved hårene i en umulig situation. I starten af 1990’erne var økonomien ude af kontrol. Inflationen var løbet løbsk og lød i 1993 på intet mindre end 2477 % Med pistolen for panden gennemførte man en stribe alvorlige reformer for at få økonomien på fode igen. Den økonomiske transformation lykkedes. Inflationen faldt til 22 % i 1995 og videre til kun 2% i 1998, blot fem år efter hyperinflationen.

Efter stabiliseringen kom væksten. Et langvarigt boom i råvarepriserne, en mangedobling af eksporten til Kina, og kapitalstrømme fra USA og Europa hjalp godt på vej. På få år rykkede Brasilien fra den tunge ende af feltet og frem i spids. Den årlige vækstrate steg fra et lavt niveau på cirka 1-2 % i årene omkring årtusindskiftet til cirka 5-6 % fra 2004 og frem til finanskrisen.

Kæden hopper af

Det er svært at sige, præcist hvornår kæden hoppede af. Men hoppet af, det er den. Væksten faldt fra 7,5% i 2010, til 2,7% i 2011 og 0,9 % i 2012. Tallet for 2013 ventes at komme til at ligge på omkring 2%, og i samme leje ligger prognoserne for 2014. Nedjusteringen til dette lave niveau for væksten er selvfølgelig skuffende for et land, der for få år siden blev anset for et verdens førende vækstlokomotiver. Men det er ikke i sig selv det største problem.

Det er aldrig godt, når inflationen justerer opad mens væksten justerer nedad. Det er tegn på alvorlige ubalancer i økonomien. Inflationen er nu på omkring 7%, betydeligt over det officielle mål på 4,5 %. Ikke mindre end otte gange har den brasilianske nationalbank hævet renten indenfor de sidste ti måneder (i alt fra 7 til nu 11 %), i håb om at kunne vende inflations-udviklingen. Indtil videre uden held. Hvis inflationen fortsætter sin stille men støtte march opad – og renten må følge trop, for om ikke andet at dæmpe inflationen en smule – så vil mange brasilianske husstande komme i alvorlige problemer med deres private gæld.

Hvordan kunne det gå så galt? Den økonomiske afmatning i Kina har selvfølgelig spillet ind. Det samme gælder den begyndende stramning af pengepolitikken i USA. Men de eksterne faktorer er kun én side af historien.

Gældsklemmen

Gunstige konjunkturer kombineret med betydelig indenrigspolitisk indsats har bidraget til at Brasilien i løbet af de sidste små ti år kastet sig ud i, hvad der bedst kan beskrives som en kredit-eksplosion. Med årlige stigninger i kreditgivningen på over 20 %, er den samlede private gæld steget fra godt 20 % af BNP i 2004 til nu næsten 60 % af BNP. Brasilianerne forsvarer sig med, at det tal ikke er så forfærdelig højt, når man sammenligner med vestlige lande, hvor langt højere gældsrater er helt almindelige. Problemet er imidlertid, at størstedelen af kreditgivningen i Brasilien i det forgangne årti har været forbrugsgæld – som bliver forrentet med gennemsnitligt 50 % pro anno (ifølge IMFs beregninger). Den høje rente betyder, at mange husstande allerede i dag er bekymrende tæt på den tærskel, hvor man ikke længere kan klare afdragene. Yderligere rentestigninger vil kunne sætte en meget uheldig, negativ udvikling i gang.

Uden investeringer, hvilken fremtid?

Værst af alt er det, at Brasilien lever fra hånden til munden. Investeringsraten på 18 % af BNP er lav for en vækstøkonomi. Til sammenligning er Indiens på 35 og Kinas på 50 % af BNP. Foruden at ligge på et meget lav niveau, har investeringsraten i Brasilien ovenikøbet bevæget sig fra stagnerende til støt faldende de seneste år (se figuren). Der er bekymring blandt flere økonomer for at en egentlig ‘de-industrialisering’ er i fuld gang – hvor Brasiliens industrier taber mere og mere terræn (til blandt andet Kina), og landet bliver stadig mere afhængig af råvareeksport.

2014-12-29_08-19-46

Dilma Rousseff betragtes fortsat som storfavorit til genvalg til oktober, ikke mindst fordi arbejdsløsheden stadig er historisk lav, trods den vigende vækst. Men uanset hvem der vinder, så bliver den helt store udfordring, at tranformere vækstmodellen og kreditgivningen: mindre forbrugsgæld, mere realøkonomisk investering. Her mener mange, at det er helt afgørende, at man får brudt med det uhørt høje renteniveau. “Hvorfor skulle man kaste sine penge i langsigtede, realøkonomiske investeringsprojekter i Brasilien, når man kan få en effektiv forretning på 20 eller mere på passive investeringsstrategier med stort set ingen risiko”, spørger Simone Deos, økonom ved University of Campinas i Sao Paulo. Det høje renteniveau er dybt forankret i Brasiliansk økonomi og kultur. Det lykkedes aldrig for alvor at få renteniveauet med ned, da man i sin tid fik styr på inflationen. Det er der, kampen må starte, og der er ingen nemme løsninger.

Prognosen for de næste 5 år? I bedste fald langsom genopretning, efter flere år med hårde reformer. I værste fald dyb recession og stigende politisk uro.

Jakob Vestergaard, maj 2014. Foto af Andre Agostino.

Bragt i DJØF-bladet (No. 10, 30/5-2014), download her: brasilien djøfbladet 10 2014

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s