Igen og igen hører vi, at Kina er fremtidens økonomiske stormagt. Om end BNP per capita stadig er langt lavere end i Vesten, så er Kina i dag verdens næststørste økonomi. Nok så væsentligt; Kina er verdensøkonomiens førende handelsøkonomi og vækstlokomotiv. Alligevel har Kina måttet lide den tort at se en vigtig markedsrating gradvist nedjusteret over de to sidste år. Coface, et globalt firma specialiseret i forsikring af international handelskredit, er gået fra at have Kina som et af sine primære markeder til at karakterisere Kina som et marked præget af ”signifikante risici”. Hvordan kan det hænge sammen?

Forklaringen starter med den massive kapitalflugt Kina har oplevet de sidste knap to år. Fra august 2015 til november sidste år, strømmede i alt 1100 milliarder dollars ud af Kina, ifølge beregninger lavet af Goldman Sachs. Den kinesiske kapital er på jagt efter bedre forrentning uden for Kina, et udtryk dels for vigende profitabilitet i mange sektorer i Kina, samt for en ny tendens til faldende kinesisk valutakurs. En tendens som kapitalflugten selvsagt selv medvirker til at forstærke.

Kapitalflugten giver anledning til dybe panderynker i Beijing. Den underminerer en række centrale policy mål, lige fra internationalisering af den kinesiske valuta til den længe ventede omstilling af kinesisk økonomi i retning af en vækstmodel der i højere grad er drevet af indenlandsk efterspørgsmål end af eksport som hidtil. En valuta der har en systematisk faldende tendens har ikke gode chancer for at opnå øget brug som international handelsvaluta, og da faldende valutakurs typisk betyder stigende importpriser, er det også dårligt nyt for reallønningerne i Kina, hvis stigning er en central forudsætning for øget indenlandsk efterspørgsel.

Myndighederne i Kina har derfor interveneret voldsomt i de seneste måneder. Den hidtidige ambition om gradvist men støt og sikkert at liberalisere kapitalbevægelserne er nu en saga blot. Der er blevet slået hårdt ned på alle former for kapitaldræn til udlandet. Senest forlyder det, at der planlægges nye regler for bankerne, som forbyder dem at sende flere kinesiske penge ud af landet, end de selv modtager i transaktioner den anden vej, altså ind i landet. For banker i Shanghai rapporteres der om et 1:1 krav, mens det for banker i Beijing skulle blive endnu skrappere: for hver 100 renminbi banken modtager i transaktioner med modparter i udlandet, må der kun sendes 80 renminbi ud af landet.

Udviklingen rammer ikke kun kapitalbevægelserne men i stigende grad også Kinas handel med omverdenen, som jo skal finansieres. Beregninger foretaget af Commerzbank indikerer, at Kinas import i 2016 skulle være mere end 5 % lavere end importen i 2015. For et land med en samlet import i størrelsesorden 1700 mia dollars, kan et fald på godt 5 % mærkes mange steder i og uden for Kina. Mest bekymrende er det, at firmaer der lever af at forsikre handelskreditter reducerer deres engagementer i Kina. Det er et tegn på usikkerhed og bekymring for om forskellige handelstransaktioner risikerer at blive forsinkede og forhalede, med deraf følgende underminering af den forsikrende parts forretning.

I en lidt større sammenhæng tegner det sig noget andet billede af Kinas position i forhold til økonomisk globalisering, end den Xi Jinping slog til lyd for til World Economic Forum i Davos. Økonomer taler ofte om et trilemma forbundet med økonomisk globalisering: det er ikke muligt at have både stabil valutakurs, uafhængig pengepolitik og frie kapitalbevægelser – en af de tre må fravælges. De seneste måneder tyder på, at Kina har truffet sit valg. Valutakursens stabilitet prioriteres højt, og det samme gør den uafhængige pengepolitik. Til gengæld er processen med liberalisering af kapitalbevægelser ind og ud af Kina, sat i bakgear, i hvert fald indtil videre, indtil kapitalflugten er tæmmet.

På trods af Xi Jinpings store ord i Davos, om Kina som fanefører for fortsat økonomisk globalisering, skal man ikke undervurdere risikoen for øget kinesisk ’isolationisme’ i de kommende år. Én ting er, at Kinas handel med udlandet er faldende og at begrænsningerne på kapitalbevægelser er stigende. Det er markante og bekymrende trends, set fra et globaliseringsperspektiv. Men dertil kommer, skal man ikke glemme, at der lurer en række andre problemer under overfladen, som forstærker og forværrer deglobaliseringen.

Et eksempel her er Kinas ’One belt, One road’ (Obor) initiativ. Obor er et program for infrastruktur investeringer i Asien og Afrika for et samlet beløb på astronomiske 900 mia. dollar. Obor måtte for nylig se sin markedsrating falde. Fitch Ratings meddelte i sidste uge, at man nedjusterede Obors rating på grund af bekymring for profitabiliteten af projekterne. I værste fald kan problemer med forrentningen af Obor projekterne blive til store hovedpiner for de kinesiske banker, der deltager i finansieringen. I en banksektor der allerede er presset på grund af mange dårlige lån, ville problemer med Obor gøre ondt betydeligt værre. I bedste fald fortsætter Obor uanfægtet, på trods af bekymringerne. I værste fald må kineserne nedskalere eller forsinke Obor. Uanset hvilken vej det går med Obor, så er der mange signaler, der peger mere i retning af Kina som en forsigtig, delvist tilbagetrækkende, global aktør, end der er tegn på at Kina er på vej ind i en aktivistisk og offensiv global rolle.

Sammenholdt med Trump’s meget manifeste isolationisme, kan et varsomt og sårbart Kina give anledning til adskillige storpolitiske ’tomrum’. Det kulsejlede Transpacific Partnership (TPP) er et godt eksempel. Mange forestiller sig, at i en ny æra hvor USA spiller en langt mindre rolle end hidtil, vil Kina træde til og blive en ny toneangivende stormagt i regionen. Andre ser det som mere sandsynligt, at der opstår et regionalt magttomrum, netop fordi Kina hverken ønsker eller evner at påtage sig en regional lederrolle, på et tidspunkt hvor Kinas indenlandske problemer er så store som de er.
Stigende problemer med sociale protester over dårlige lån-og arbejdsvilkår, tilsyneladende uoverstigelig problemer i bestræbelsen på at håndtere Kinas kredit boom, og udfordringen med at sikre en makroøkonomisk rebalancering, over i mod en vækstmodel drevet mere af indenlandsk forbrug fremfor endeløse investeringer, tegner til sammen et billede af Kina som et land der får mere end rigeligt at gøre med at holde sit eget skib flydende i de kommende år, uden alt for mange kæntringer undervejs.

Det tomrum USA efterlader, efterhånden som Trump trækker USA ud af en lang række internationale samarbejder og aftaler, skal helst fyldes af andre. Men der er ikke meget der ser ud til at det bliver Kina. Ikke på den korte bane i alt fald. Europa så da? Næppe.

Jakob Vestergaard. Først bragt i Berlingske (8/2-2017).

Foto af Paul Simpson.