Theresa May sendte i sidste uge den britiske regerings Artikel 50 brev til Donald Tusk, formanden for det Europæiske Råd, og nu venter så en to år lang forhandlingsproces om vilkårene for Storbritanniens udtræden af EU. Den britiske regering har erklæret, at man ønsker en ”ambitiøs handelsaftale” med EU. Samtidig står Theresa May’s udmelding fra januar stadig til troende, nemlig at det er en såkaldt ”hård Brexit” man vil forhandle hjem. ”Hård Brexit” betyder, at Storbritannien efter Brexit hverken vil være en del af toldunionen eller af EU’s indre marked. Men hvad vil en ”ambitiøs handelsaftale” så overhovedet sige? Og hvordan skal Theresa May kunne lykkes med at lande en aftale der af briterne vil blive opfattet som ambitiøs, i et kompliceret forhandlingsspil hvor man står alene over for de øvrige 27 EU medlemsstater?

Udfaldsrummet for den kommende handelsaftale med EU er i virkeligheden ikke ret stort. Der tales om, at det mest realistiske resultat af forhandlingerne på handelsområdet, vil være en aftale, der ligner Ceta-aftalen, altså den handelsaftale EU har forhandlet med Canada (som i februar blev godkendt af Europaparlamentet). I meget grove træk eliminerer Ceta-aftalen toldsatser på alle fremstillede varer og på næsten alle landbrugsvarer. Men en aftale i stil med Ceta kan dårligt fortjene betegnelsen ”ambitiøs”. I en vis forstand vil en Ceta-lignende aftale ikke opnå meget andet for briterne end en erklæret enighed om ikke at indføre toldsatser, hvor der i forvejen ikke er nogen. Sådan en aftale er væsentlig, ikke mindst for briterne, men at kalde det ambitiøst ville være en overdrivelse. Ikke mindst fordi en sådan aftale slet ikke ville adressere Storbritanniens behov for en handelsaftale for servicesektorerne, herunder ikke mindst for den for briterne meget vigtige finansielle sektor.

Forskellen på en ordning der minder om Canadas og den som eksempelvis Norge har, som EØS-medlemsstat – altså som medlem af det Europæiske Økonomiske Samarbejde – er først og fremmest, at sidstnævnte omfatter medlemskab af det indre marked og accept af langt størstedelen af EU’s regler og regulering. Det er præcist den form for ”blød Brexit” den britiske regering har fravalgt – på trods af at det er der bruddet med EU for alvor vil gøre ondt. Forskning viser, at det nok så meget er de ikke-toldmæssige handelsbarrierer, der hæmmer handlen mellem lande – og at denne type handelshindringer gør sig særligt stærkt gældende i servicesektorerne. Der er i sagens natur svært at kvantificere denne type effekter med stor sikkerhed, men seriøse økonometriske studier tyder på, at selv med en Ceta-lignende aftale, står Storbritannien til at miste ca 25 % af sin samlede handel med serviceydelser.

Theresa May har flere gange understreget, at hun forbeholder sig ret til at afvise den aftale, EU tilbyder hende. ”No deal is better than a bad deal”, lyder refrænet på den melodi. Omvendt noterer observatører tæt på processen sig, at EU har en interesse i at sikre sig, at den aftale EU forhandler på plads, netop ikke bliver overvældende attraktiv – da den jo i så fald kunne inspirere andre lande til at følge Storbritanniens eksempel og forlade EU. Lord O’Donnell, en britisk diplomat, advarede forleden om, at situationen svarer lidt til at være ombord på et fly, med de øvrige EU medlemsstater i cockpittet: ”Vi er på vej til at springe ud, og vi har fået udleveret faldskærme designet af piloterne – med det helt klare formål at afskrække nogen som helst andre fra at springe ud”.

Financial Times rapporterer, at flere diplomater i både London og Bruxelles vurderer chancerne for, at det lykkes at forhandle en aftale på plads som 50-50.

Jakob Vestergaard, først bragt i Finans, den 5/4-2017.