Handelspolitik

Amerikansk-kinesiske forhandlinger står i stampe

shutterstock_189076856

I sidste uge landede en kinesisk delegation i Washington. Anledningen var to intensive dages handelsforhandlinger, på højt niveau, mellem amerikanerne og kineserne. På det meget omtalte topmøde mellem Donald Trump og Xi Jinping, i april måned, blev man enige om en 100 dages plan for de to landes “omfattende økonomiske dialog”.

Kort efter blev der lanceret en ”tidlig høst” – i form af en pakke med hurtige forhandlingsresultater, herunder kinesisk accept af mere import af kød fra USA. Om det faktisk var et betydningsfuldt fremskridt i forhandlingerne, eller blot et politisk symbol-teater, var der delte meninger om. Men det væsentlige var naturligvis, om de to parter i løbet af de 100 dage, kunne komme nærmere hinanden på vigtige områder. Ville det være muligt for parterne at finde effektive måder at addressere Trump administrationens dybe frustration over sit mere end 300 mia dollars store underskud i handlen med Kina?

Spørger man forhandlerne selv, er det gået virkelig godt. Især amerikanerne understreger “væsentlige fremskridt”, mens kineserne er lidt mere tilbøjelige til at gøre opmærksom på de store udfordringer der står tilbage.

Analytikere tæt på processen er mindre optimistiske. Evan Medeiros, fra Eurasia Group, understregede i en kommentar, at de to parters møder i Washington har alle de kendetegn, der vidner om forhandlinger, der har ført til absolut ingenting: ingen fælles erklæring, ingen fælles pressekonference, ingen konkrete tiltag.

Den amerikanske finansminister, Steve Mnuchin, påpeger ganske vist, at kineserne nu har langt større forståelse for vigtigheden af balanceret handel. Han understreger, at Beijing har hørt Washington; “a very big step”.

Lederen af den kinesiske delegation, vice-premierminister Wang Yang, bekræfter da også høfligt netop dét. Men Wang tilføjer så: “Dialog kan ikke omgående addressere alle uenigheder. Derimod kan man være sikker på at konfrontation meget hurtigt vil ramme begge parter hårdt”.

Det er endnu uklart, hvordan amerikanerne vil reagere på den kinesiske appel til tålmodighed og økonomisk diplomati. Indtil videre må man glæde sig over, at de har valgt at udskyde offentliggørelsen af det amerikanske handelsministeriums undersøgelse af ståleksport til USA, og mulig lancering af handelsrestriktioner i den nationale sikkerheds navn. Der er en verden til forskel på Trump’s raslen med sablen og lovning om at “the steel folks will be very happy” til Mnuchins ’non-kommentar’ forleden: “vi vil ikke kommentere det på anden måde, end ved at sige, at vi holder alle muligheder åbne”.

Tilbage står, at de 100 dage er gået, og meget lidt er opnået. Hvad gør diplomater, når deres diplomati tilsyneladende svigter, og forhandlingerne støder på grund? De udskyder deadline på en måde, der ser handlekraftig ud. Således også her: det forlyder, at USA og Kina er blevet enige om, at 100-dages planen nu erstattes af en 1-års plan. Det er helt uklart, hvordan man vil gribe den nye runde forhandlinger an. Men det betyder mindre lige nu.

I mens parterne foregiver, at der skam er godt skred i tingene, kan vi andre bekymre os over, at den mest betydende storpolitiske relation er præget af alvorlig konflikt, når blot man tør kigge lidt under overfladen. Hvis man tager det skib med bøffer, der anløb havn i Kina forleden, som tegn på amerikansk-kinesisk forsoning, forståelse og fremskridt på det handelspolitiske område, tager man alvorligt fejl af tendensen.

Jakob Vestergaard. Først bragt i Finans, den 28/7-2017.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s