Af Jakob Vestergaard

Ministerkonferencen for Verdenshandelsorganisation (WTO) tidligere på måneden faldt til jorden med et brag. Kort efter udpegede Donald Trump, i sin strategi for nationens sikkerhed, Kina som ”økonomisk aggressor”, en trussel mod USA og den amerikanske model. I kølvandet på lanceringen af en sikkerhedsstrategi, der anses for at være en slags økonomisk krigserklæring, bliver man nødt til at spørge: er vi vidner til det, der i næste generations historiebøger vil blive beskrevet som kimen til den liberale økonomiske verdensordens fald?

Fra alle hjørner af verden valfartede handelsdelegationer til Buenos Aires i sidste weekend, hvor ministerkonferencen for Verdenshandelsorganisationen (WTO) blev afholdt. Forventningerne til hvad der kunne komme ud af forhandlingerne var ualmindeligt beherskede, og der var udbredt nervøsitet om især den amerikanske linje.
Trump administrationen indikerede allerede i det tidlige forår en stærkt skeptisk linje over for WTO, som man anså for værende alt for blødsøden over for Kina, og på lange strækninger ikke en økonomisk ulempe for USA at være med i. Det blev siden fulgt op af ret så håndfast obstruktion af WTO, eksempelvis gennem blokering af nye medlemmer til WTOs vigtige Appel-organ.

Den tale som alle vidste, at den amerikanske handelspolitiske chefforhandler, Robert Lighthizer, ville komme til Buenos Aires for at afholde, var derfor imødeset med en god del angst og bæven, ikke mindst fra små nationer som Danmark, som har store fordele af det multilaterale handelssystem. Lighthizer slog i sin tale en række velkendte handelsprotektionistiske temaer an, men gik dog ikke så langt som til at true med at trække USA ud af WTO, som nogle havde frygtet.

Så der absolut ingen konkrete resultater kom ud af konferencen, tog flere handelsdiplomater lettede hjem. Der gik dog ikke mange dage efter at landingsstellene på de oversøiske diplomat-jets ramte jorden i hovedstæder verden over, før der var forlydender om at en ny skarp vending i amerikansk handelspolitik var på trapperne.
I går kom så bekræftelsen. Trump præsenterede sin første nationale sikkerhedsstrategi, med et usædvanligt stærkt fokus på økonomiske emner, og med en meget skarp tone over for Kina. Strategien beskriver Kina som en ”økonomisk aggressor”, og fortolkes af en række amerikanske kommentatorer, som en markant eskalering af retorikken over for Kina. Den måde relationen til Kina beskrives på, ligger ikke mange hårsbredder fra de skarpe meldinger Trump kom med om Kina under sin valgkamp.

I Financial Times beskrives den nationale sikkerhedsstrategi som et meget kontant bevis på, at den økonomiske nationalisme har godt og grundigt tag i Trump administrationen, selvom dens tre mest prominente bannerførere – chefforhandleren, Robert Lighthizer; lederen af Trumps handelspolitiske råd, Peter Navarro, og Trumps chefideolog fra valgkampen, Steve Bannon – jævnligt er blevet meldt helt eller delvist udstødt og marginaliseret. Alt tyder på, at den slags forestillinger ikke er meget andet end ”wishful thinking”. En stærk økonomisk nationalisme vil næppe forsvinde, så længe Trump er præsident.

Det store spørgsmål er, hvordan efterspillet bliver i de kommende måneder. Allerede inden ministerkonferencen i Buenos Aires bemærkede analytikere, at WTO befinder sig i en dyb identitetskrise, en slags eksistentiel test. Forløberen for WTO – den såkaldte General Agreement on Tariffs and Trade (GATT), som blev indgået i 1947 – betragtes af mange som den centrale, bærende søjle i det der forstås, som den liberale økonomiske verdensorden. Kan WTO overleve som omdrejningspunkt for internationale handelsforhandlinger og som forum for håndtering af handelskonflikter, hvis USA aktivt underminerer systemet, og bryder med flere af de bærende principper?

USA står på ingen måde alene med en kritisk holdning til den kinesiske økonomiske model. Det var ikke nogen tilfældighed, at USA, Japan og EU under WTO-mødet gik sammen om en erklæring, der beskyldte Kina for alvorlig overkapacitet i dens stålsektor og for massive statssubsidier, i strid med WTO-regelsættet. Det paradoksale er, at USA skyder sig selv i foden ved at underminere det WTO-system, som USA igennem årene har indbragt en lang række sager for – og langt overvejende fået medhold i. Hvordan USA’s nationale sikkerhed styrkes ved at trække tæppet væk under det multilaterale handelssystem, som USA selv har været den primære drivkraft i igennem årtier, er svært at gennemskue.

Forklaringen er formentlig ikke hverken meget længere eller meget dybere, end at Trump og hans folk ønsker konfrontationen med Kina – ikke mindst af politiske årsager – og er inderligt overbeviste om, at de bedste deals er dem, man laver i en bilateral forhandling med en konkret modpart, som man kan lægge under størst muligt pres.
Internationalt set kan man forestille sig to scenarier for forløbet fremadrettet. Et hvor den amerikanske linje leder til stigende isolation af USA i WTO – som det imidlertid lykkes at holde sammen på, fordi andre stormagter som EU, Kina og Japan insisterer på at bevare og reformere det.

Langt mere dystert ser alternativet ud. Men det er desværre alt andet end vanskeligt, at forestille sig et scenarie hvor det multilaterale handelssystem imploderer, og erstattes af et handelsprotektionistisk Wild West, hvor skarpe konfrontationer bliver hverdagskost og det er den stærkes ret, der gælder.

Jakob Vestergaard, først bragt i Information, den 20 december 2017.