Af Jakob Vestergaard

Mario Centeno tager over som ny leder af Eurogruppen på et tidspunkt, hvor udsigt til reformer af Eurozonen ser lysere ud end længe. Ikke mindst som følge af de tyske regeringsforhandlinger, hvor Merkel er gået med til at give mere magt til de fælles europæiske institutioner. Spørgsmålet er, hvor langt reformerne kan komme, med en usikker parliamentarisk situation i Tyskland – og med stor modstand mod de ønskede reformer fra en række andre medlemslande.

Mandag var første arbejdsdag for Portugals Mario Centeno som ny leder af Eurogruppen, det uformelle forum, hvor euro-landenes finansministre mødes og diskuterer euro-samarbejdet. Centeno tager over efter hollandske Jeroen Dijsselbloem, som har haft rollen siden januar 2013.

Og det var en meget optimistisk Centeno, der begyndte sit nye job: Lige nu er der »en unik mulighed for at fordybe den monetære union, således at euroen gøres mere robust over for fremtidige kriser«.

»Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt«, tilføjede han, »for at skabe den nødvendige konsensus« om de reformer, der skal til.

Centenos bemærkning om særligt gunstige vilkår for reformer er blevet udlagt som primært en reference til den gode økonomiske situation i Eurozonen, hvor den økonomiske vækst omsider har bidt sig fast og har pil opad. Den situation gør det muligt for Eurogruppen at skifte sin kollektive opmærksomhed fra krisehåndtering til en styrkelse af euroens institutionelle fundament, er ræsonnementet.

Men Mario Centeno henviste faktisk også til gunstige politiske forhold, uden dog at præcisere nærmere. Der kan imidlertid næppe være tvivl om, at det især er sidste uges udkast til en koalitionsaftale mellem Angela Merkels kristelige demokrater (CDU/CSU) og Martin Schulz’ socialdemokrater (SPD), han havde i tankerne.

Den aftale lægger nemlig op til hidtil uset tysk opbakning til vidtgående reformer af eurozone-samarbejdet. Kommentatorer er gået så vidt som til at tale om den største tyske forpligtelse på økonomisk og monetær integration i EU siden Maastricht-traktaten for nu mere end 25 år siden.

I aftalen erklæres det, at Tyskland er parat til at øge EU-budgettet, underforstået: med et større bidrag fra tyskerne. Desuden støtter man forslaget om et særligt Eurozone-budget med det formål at finansiere makroøkonomisk stabilisering og strukturreformer i Eurozonen. Endelig vil en ny tysk regering, ifølge koalitionsaftalen, gå med til, at den europæiske stabiliseringsmekanisme, der blev oprettet i 2012, i forbindelse med den europæiske bank- og statsgældskrise, bliver til en permanent Europæisk Valutafond.

Den store nyhed er, at tyskerne åbner op for, at makroøkonomisk stabilisering i Eurozonen fremover kan blive et anliggende for egentlige europæiske institutioner og med en fælleseuropæisk finansiering – i skarp modsætning til det nuværende system, som er mellemstatsligt på godt og ondt, og hvor det europæiske er reduceret til en slags paraply, der kun på lang afstand kan skjule, at det fortsat på meget lange strækninger er »hver nation for sig«.

Det er præcis den form for reform, som Jean-Claude Juncker, Europa-Kommissionens formand, efterlyste tidligt på efteråret i sin tale til Europa-Parlamentet, og den nye tyske position betragtes som en kovending i Merkels Europapolitik, som jo hidtil netop har insisteret på fast forankring i det mellemstatslige.

I den del af den tyske regeringsaftale, der handler om Eurozone-reformerne, ser iagttagere i høj grad Martin Schulz’ hånd. Med sine mere end 20 år som medlem af Europa-Parlamentet, heraf de sidste fem år som dets præsident, opfattes Schulz af mange tyskere som først og fremmest en Europa-politiker.

Mange stiller spørgsmålstegn ved, om Schulz vil kunne få sit partis opbakning til aftalen. Allerede søndag skal den socialdemokratiske partikongres tages i ed og give grønt lys til formelle koalitionsforhandlinger. Derefter skal partiets medlemmer godkende den endelige aftale, formentlig i slutningen af januar eller i begyndelsen af februar.

Merkels kovending i spørgsmålet om formel europæisk integration er så stor, at nogle iagttagere mener, at hun kun er kommet Schulz i møde på disse punkter, fordi hun ved, at det er meget tvivlsomt, om reformerne kan indføres  i hendes regeringstid. Hvis ikke de tyske socialdemokrater selv afviser regeringsgrundlaget, og dermed de vidtgående Eurozone-reformer, vil en række europæiske lande stå klar til at spænde ben.

Her behøver man ikke at spejde længere end til Jeroen Dijsselbloem, den afgående leder af Eurogruppen, og hans hollandske kollegaer. Den nyligt konstituerede hollandske koalitionsregering er blandt andet bygget på en aftale om udtrykkeligt ikke at ville medvirke til en øget monetær integration.

Dijsselbloem benyttede da også sin aftrædelse i sidste uge til at give Europa-Kommissionens planer for monetær integration et skud for boven. Den slags reformsnak vil med stor sandsynlighed føre til en masse ævl og kævl, snarere end til at finde fælles fodslag om eurolandenes fremtidige samarbejde, sagde Dijssellbloem.

Han pegede specifikt på planen om at gøre den mellemstatslige stabiliseringsmekanisme til en fælleseuropæisk monetær fond, forankret i EUs lovgivning og under opsyn af europæiske institutioner, som særligt »uheldig«.

Hvis man på den måde bryder med medlemsstaternes mulighed for at nedlægge veto, skyder man sig selv i foden, forudsiger Dijsselbloem, for uden den nationale vetoret vil flere lande pure afvise at medvirke til at give stabiliseringsmekanismen flere midler og et udvidet mandat.

Indtil for nylig var det da også mere eller mindre utænkeligt, at tyske politikere ville bakke op om, at tyske skatteyderes penge skal kunne bruges til stabiliseringsprogrammer i for eksempel Grækenland, uden at den tyske regering havde formel mulighed for at sige fra.

I DEN del af visionerne for europæisk økonomisk integration, der er tættere på virkeligheden – spørgsmålet om det videre arbejde med bankunionen – markerer den tyske koalitionsaftale sig til gengæld ved larmende tavshed, hvad angår det helt store spørgsmål: fælleseuropæisk garanti for borgernes indskud i europæiske banker.

I Dijsselbloems selvforståelse er den største landvinding, eurolandene har opnået i hans tid som tovholder, netop aftalen om en europæisk bankunion. Det ændrer imidlertid ikke ved, at stort set alle analytikere er enige om, at bankunionen er en halt hest uden fælleseuropæisk indskudsgaranti. Og om dette helt afgørende element siges der intet i den tyske koalitionsaftale.

Det er ikke nogen hemmelighed, at tyskerne vedholdende har nægtet at lægge ryg til en fælleseuropæisk indskudsgaranti, før der indføres regler, der anerkender, at bankers beholdninger af statsgæld fra for eksempel sydeuropæiske lande er mere risikable end bankers beholdninger af tyske statsobligationer, hvorfor kapitalkravene til bankerne skal differentieres i overensstemmelse med den forskellige sammensætning af bankernes beholdninger af statsobligationer.

Hvis dette er helt afgørende for tyskerne, er det til gengæld rungende uacceptabelt for italienerne, som forudser, at sådanne regler vil skabe yderligere finansiel fragmentering og underminere den finansielle stabilitet i Eurozonen – og altså drive udviklingen væk fra den øgede integration og robusthed, der er brug for.

Man skal med andre ord ikke langt væk fra de politiske skåltaler for at se en stærkt kompliceret politisk virkelighed, når det gælder reformer af eurosamarbejdet. Mario Centeno får brug for al den optimisme og vedholdenhed, han kan mobilisere.

Jakob Vestergaard. Først bragt i Weekendavisen, 19/1-2018.